Leder forlader talentakademi
Rasmus Lohmann stopper som leder af Sønderborg Talentakademi. Michael Willemar er konstitueret leder
Sønderborg Talent Akademi (STA) skal have ny leder.
Den hidtidige leder, Rasmus Lohmann, er stoppet på akademiet.
Det sker som konsekvens af, at STA's bestyrelse har ønsket en anden ledelsesmæssig retning, oplyser akademiet i en pressemeddelelse.
Et fyrtårn
"Rasmus har gjort et godt stykke arbejde med at etablere talentakademiet. Bestyrelsen er nu i gang med at finde en ny leder, der kan bringe akademiet videre og lægge den strategi, der skal gøre akademiet til et fyrtårn for områdets og landsdelens idrætstalenter. Det handler om at udvikle de unge fysisk og mentalt og samtidig sikre, at de får en struktureret og seriøs skolegang. Det er også vigtigt, at akademiet får en mere central placering i sønderjydernes bevidsthed, for på den måde er vi i stand til at sikre en god økonomi. Talentarbejdet skal i sidste ende kunne ses på de lokale klubbers sportslige resultater. Det har betydning for områdets generelle image og tiltrækningskraft, siger formanden for bestyrelsen direktør Hans Christian Jensen.
Idrætshøjskolens forstander, Michael Willemar, er konstitueret som daglig akademileder.
Rasmus Lohmann har fået arbejde på VUC i Aabenraa.
Flere talenter
STA blev etableret for to år siden og har det kommende skoleår godt 30 unge idrætsudøvere indenfor blandt andet fodbold, håndbold og volleyball
Blandt de talenter der de sidste to år har været en del af akademiet er langrendsløberen Mads Bertelsen, der er på det danske landshold og i 2015 var udtaget til ungdoms OL i Lillehammer.
Håndboldspilleren Aaron Mensing, der spiller for SønderjyskE, er udtaget til U20 landsholdet. Modtageren af Lokalavisens STA'r pris, Nikolaj Kristensen, har i år skrevet kontrakt med SønderjyskE Herrehåndbold. Christian Mønsted, der tidligere i år er kåret til Danmarksseriens bedste fodboldspiller og volleyballspilleren Freja Gørtz, udtaget til U17 landsholdet og en del af bruttotruppen til U19, hører også til akademiets talentmasse.