Fortsæt til indhold

40 mio. kr. til start-up, der kan løse kæmpe miljøproblem

Hørsholm-virksomheden Bawat, der har udviklet teknik til at rense skibes ballastvand, får ny kapital fra Danmarks Grønne Investringsfond og Unipension

Arkiv
Steen Trolle

miljø Hvert år flytter fragtskibe milliarder af ton havvand rundt mellem verdenshavene, når de tømmer deres enorme tanke med ballastvand, der skal sikre, at skibene ligger stabilt i vandet. Dermed er skibstrafikken en af de største kilder til at sprede invasive arter. Men en dansk start-up virksomhed med base i Hørsholm har udviklet en teknik til at rense skibenes ballastvand, og firmaet, der hedder Bawat, har nu fået ekstra fart under kølen med 40 millioner kroner, som kommer fra Danmarks Grønne Investeringsfond og Unipension. ”Investeringen gør det muligt for os at udvide vores stab af dygtige ingeniører og salgsfolk, så vi kan videreudvikle og vækste virksomheden. Vi er i gang med at teste vores teknologi på DHIs testcenter i Hundested forud for en typegodkendelse, og denne proces kan nu speedes op,” siger Bawats adm. direktør Kim Diederichsen i en pressemeddelelse. Kapitaltilførslen kommer på det bedst mulige tidspunkt. En FN-konvention om ballastvand er få måneder fra at træde i kraft. Den blev vedtaget i 2004, men den skal tiltrædes af mindst 30 lande med tilsammen over 35 procent af verdens skibstonnage, før den kan træde i kraft, og det ventes at ske inden udgangen af 2016. ”Markedet for systemer, der kan håndtere ballastvand, står overfor en enorm vækst. Konventionen er meget tæt på at træde i kraft, og den vil betyde, at anslået 50.000 skibe skal eftermontere et system til at håndtere ballastvand indenfor de næste fem-seks år. Det svarer til et marked på over 50 milliarder dollars,” siger Klaus Nyborg, bestyrelsesformand hos Bawat.

Miljøvenligt og effektivt

Bawats rensesystem er unikt på flere punkter. Ballastvandet renses, mens skibet sejler, og det sker ved en proces, hvor vandet sendes via en kedel, hvor det pasteuriseres og af-iltes, så de levende organismer dør. Opvarmningen sker ved at udnytte skibets overskudsvarme. Dermed er det både mere effektivt og miljøvenligt end andre rensesystemer, der anvender kemikalier, filtre og uv-stråling, og som kræver, at skibene er i havn. Michael Zöllner, direktør for Danmarks Grønne Investeringsfond, siger om investeringen i Bawat: "Bawats teknologi kan stoppe forureningen af det havmiljøet fra invasive arter på en måde, der er både energi- og omkostningseffektiv. Lige nu er virksomheden i fasen mellem at bevise, at deres teknik virker, og bevise, at det kan lave en rentabel forretning. Den proces vil vi gerne støtte,” siger han. FAKTA @Brod_Kortfortalt_Erhverv:Ballastvand På verdensplan bliver der hvert år flyttet fem til ti milliarder tons vand fra et hav til et. Det sker, når fragtskibene tømmer deres enorme tanke med ballastvand. Skibe og deres ballastvand er en af verdens største kilder til indførsel af invasive arter i vandområder. Men ballastvand er også vigtig for mange skibes stabilitet og søsikkerhed. IMO, FN"s Søfartsorganisation, står bag en konvention om ballastvand, som bl.a. Danmark har tiltrådt. Konventionen har til formål at mindske udbredelsen af introducerede og invasive arter, som bl.a. kan forårsage sygdomme, samt påvirke badevandet, mennesker, fisk og økosystemer. Ballastvandkonventionen træder i kraft 12 måneder efter, at 30 nationer med tilsammen 35 % af verdens handelsflåder (bruttotonnage) har ratificeret den. Det ventes at ske inden udgangen af 2016.