Fortsæt til indhold

Den alternative skønhedsklinik

PL Hudpleje lokker kunder til med alternative ansigtsbehandlinger

Arkiv
Af Maibritt Brahe Carstensen

Små ti minutters kørsel udenfor Kolding centrum ligger en Hudpleje- og Negleklinik i idylliske omgivelser. Her bliver man varmt modtaget af Pernille Lohmann, som ejer klinikken PL Hudpleje, hvorefter man kan sætte sig godt til rette i klinikkens behandlingsrum, der både byder på rolig musik og velduftende cremer.

“Jeg går ligeså stille i gang nu. Og bagefter skal du huske at drikke en masse vand, så kroppen kan komme i balance med sig selv,” fortæller hun med en rolig stemme, mens hun langsomt lader hænderne glide over kundens ansigt i en afslappende ansigtsbehandling.

Hun giver mange ansigtsbehandlinger i løbet af en dag til trods for, at klinikken befinder sig et stykke fra byen.

”Selvom jeg ligger lidt ude fra centrum, så har jeg stadig mange kunder,” fortæller Pernille Lohmann, der er uddannet kosmetolog, og som for cirka fem år siden startede klinikken PL Hudpleje.

Fokus på kunden

Ifølge Pernille Lohmann er hemmeligheden bag en velfungerende skønhedsklinik at få folk til at føle sig tilpas og tryg i omgivelserne.

”Her kan kunderne være sig selv og koble fra i rolige omgivelser, hvilket, jeg mener, har en bedre effekt på behandlingerne, end hvad de tilbyder i byerne,” siger Pernille Lohmann.

Udover at nyde godt af klinikkens idylliske beliggenhed, kan kunderne opleve en noget anderledes ansigtsbehandling, end de mange gængse behandlinger, som hun også tilbyder.

”Jeg tilbyder anderledes behandlinger end de fleste steder, eksempelvis laver jeg en Japanese Lifting, en behandling, der kombinerer lidt zoneterapi, lymfedrennage og opstrammende ansigtsmassage, og COMCIT behandlinger, som er en behandling bestående af både Microneedling og opstrammende oxygenbehandling,” udtaler Pernille Lohmann.

Pernille Lohmann tilbyder ikke blot anderledes behandlinger, men de er også fokuserede omkring særligt udvalgte produkter.

”Jeg har bevidst valgt at have nogle produkter, som jeg er uddannet i at bruge,” siger Pernille Lohmann, der også fortæller, at mange af hendes kunder er glade for de rensende og opløftende behandlinger.

”Jeg kan rense mere i dybden end mine kunder kan derhjemme, netop fordi jeg ved, hvordan man skal anvende de forskellige produkter og teknikker,” siger Pernille Lohmann.

Næste skridt for Pernille Lohmann bliver, at hun nu tager uddannelse til Make-up Artist for at kunne yde en endnu bedre vejledning i brug af make-up produkter og teknikker.

”Jeg er meget interesseret i makeup, og jeg synes det kunne være så spændende at tilbyde det som noget ekstra,” slutter Pernille Lohmann.