Ønskebørn i Ribe er sat til salg
Ønskebørn i Ribe er sat til salg af ægteparret Ella og Thorstein Schultz. Nu skal otiummet nydes
For mere end 38 ar siden startede Ella og Thorstein Schultz Ribe Babycenter i Grydegade. Siden er man flyttet til J. Lauritzens Plads, og butikken er blevet til Ønskebørn, men som navnet fortæller, har det alle dage været det 'barnlige' miljø, som ægteparret har beskæftiget sig med.
Nu er tiden dog kommet til at trække sig tilbage og nyde et velfortjent otium, og derfor er forretningen sat til salg.
"Der er et gammelt ordsprog, der siger, at man skal stoppe, mens legen er god," fortæller Thorstein Schultz og fortsætter:
"Vi bliver henholdsvis 66 og 67 år til efteråret. Samtidig har vi haft det bedste halvår i butikken i flere år, så nu synes vi, at det var tid til at sælge."
Ægteparret fortæller, at det især er den nyudtænkte barnevogn fra Stork, som Ønskebørn har eneret på i Danmark, der har været en stor succes for forretningen. Samtidig får køberen ikke blot en butik og en webbutik, der medfølger også en ordrebog med bestillinger flere måneder frem, fortæller ægteparret Schultz.
"Vi synes, at det har været sjovt i alle årene. Og det er jo spøjst at tænke på, at vi har solgt baby- og barneudstyr til tre generationer efterhånden. Vi har flere, som kommer ind i forretningen og fortæller, at deres forældre også har købt barnevogn hos os," lyder det med grin fra Thorstein Schultz, der tilføjer, at han og fruen bestemt ikke kommer til at kede sig:
"Vi skal rejse og på weekendture. Derudover har vi både hus med en stor have, sommerhus, børn samt børnebørn, så vi får travlt," lyder det med et grin.