Roskildes sundhed i top
Hurtigt hjem fra hospitalet til genoptræning og lang levetid i domkirkebyen og Lejre
Roskilde er den kommune i Region Sjælland, der hurtigst får færdigbehandlede patienter hjem fra sygehuset og i gang med genoptræning Her kommer borgerne hjem, så snart de er meldt færdigbehandlede på sygehus, fremgår det i en orientering om otte nationale mål for sundhedsvæsenet, som har været forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget. - Vi er hurtigst i regionen til at få færdigbehandlede borgerne hjem fra sygehuset og i gang med genoptræning. Det er godt for borgerne, for tiden i sygehussengen giver større risiko for infektioner og andre komplikationer, som forlænger sygdommen, siger Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Tiden, som borgerne må finde sig i at blive i hospitalssengen, efter de er færdigbehandlede, måles i liggedage pr. 1000 borgere. Roskilde har 0,1 liggedag, og kun tre andre kommuner i regionen kommer i nærheden af det med 0,4-0,5 liggedage pr. 1000 borgere. Samtidig har Roskilde Kommune så lav en ventetid til genoptræning, at man normalt vil komme i gang med træningen inden for få dage, efter man er sendt hjem fra sygehuset. De fleste kommuner har ventetider på et par uger. - Når vi undgår unødvendige liggedage i sengen og får borgerne hurtigt i gang med genoptræningen, bliver de også hurtigere raske og får hverdagen tilbage. Det giver samtidig mindre risiko for, at de skal indlægges igen, siger Morten Gjerskov.
Længere levetid
Læserne i det område, hvor Roskilde Avis udkommer, har den højeste levetid i hele Region Sjælland. I Roskilde kommune er den gennemsnitlige levealder nu vokset til 80,7 år - men det overgås dog af naboerne i Lejre, hvor folk gennemsnitligt bliver 81 år. En af forklaringerne er, at der er blevet færre rygere. I 2010 pulsede 18,1 procent af alle borgere i Roskilde, mens tallet i 2013 var faldet til 15 procent.