Køge Håndbold indleder forberedelserne
Efter en sommer med store udskiftninger er Køge Håndbold nu i færd med at pudse formen af, så man er klar til sæsonstart i slutningen af september
Tirsdag 9. august blev Køge Håndbold-truppen efter en glidende opstart fuldt samlet for første gang for at indlede forberedelserne til den nye sæson i 2. division for alvor.
Foreløbig træner alle spillere sammen, inden der på et tidspunkt bliver delt et første- og et andethold.
Efter sidste sæson har der været stor udskiftning i truppen. Flere er taget videre, og mange nye er kommet til.
"Vi ser i den grad frem til en spændende sæson i Køge Håndbold. Efter et lærerigt år i 1. division tror vi nu på, at vi er blevet klogere på, hvad der kræves for at skabe et fundament for at skabe et 1. divisionshold i Køge. Det kommer til at kræve den rigtige indstilling til træning, den rigtige fysiske formåen og et stramt og gennemarbejdet spilkoncept. Det vil vi arbejde hårdt på sammen for at komme til at få skabt," siger træner Robert Gertsen.
Køge Håndbold indleder sæsonen i weekenden den 24.-25. september, men allerede den 30. august spiller man en træningskamp mod Roskilde. Kampen spilles i Køge, så det bliver altså første mulighed forpublikum til at tage temperaturen på det nye mandskab, der skal bringe Køge Håndbold videre efter sidste sæsons nedrykning.