Fortsæt til indhold

Hyggelig sommerfest i minibyen

Næsten 600 gæster var med til en festlig dag i Kjøge Mini-By

Arkiv
Arkiv

Trods lidt regn dele af lørdagen hvor der ikke var så mange gæster som forventet, blev det bedre om søndagen og det blev en god og hyggelig weekend i Kjøge Mini-By med afvikling af den traditionelle sommerfest. Næsten 600 gæster gik gennem portene til det dejlige anlæg på Strandvejen i Køge.
Der skete noget fra start til slut med kanonering flere gange om dagen, politihundeopvisning, masser af musikalsk underholdning med harmonikamusik, lirekasse-par, folkemusik af Ren Nostalgi og Tureby-banden og begge eftermiddage blev sluttet af med jazzmusik fra Upstairs jazzband.
Folkedans med musik var der ligeledes og så stod hele Mini-Byen til rådighed for gæsterne med arbejdende værksteder hvor mange frivillige var på arbejde for at vise hvordan Mini-Byen bliver opført med alle husene i størrelsen 1:10 hvor der står 508 ude i byen og 15 er i produkton indendørs.
Herfølge Husflidsforening var til stede i år og viste hvordan de skaber ting i træ og jern. Der var mulighed for at se Vallensbæk Motorskibsklub sejler med deres hjemmebyggede både i åen og på havnen, ligesom der var mini-biler med Copenhagen Crawlers der havde deres lille anlæg i grus- og sandbunkerne og kørte rundt i gårde og gader i Mini-Byen. Claus Abrahamsen viste sine mini-kraner og en mini-model af den gamle jernebanefærge Dronning Ingrid havde også stor opmærksomhed.

Der var blandt andet politihundeopvisning i forbindelse med sommerfesten.