Fortsæt til indhold

Farlig vej forbedres med cykelsti og ’2 minus 1’-vej

Bilister kører for stærkt mellem Kærup og Janderup. Ny vejtype skal få dem til at køre mere hensynsfuldt.

Arkiv
Nina Møller

For mange uheld og for usikker cykelvej til skole er baggrunden for, at vejen mellem Kærup og Janderup inden årets udgang bliver lavet om til en såkaldt to minus én-vej. Strækningen har vist sig at være farlig, fordi den slår et sving, og da mange bilister kører stærkere end de 60, som fartbegrænsningen er, opstår der farlige situationer.
Mark Lifschler bor lige ud til vejen og kan derfor høre, at bilerne kører hurtigere end de 60 i timen de må.
“Hvis man kører over 60, er oversigtsforholdene så dårlige på grund af svinget. Mange overhaler. Jeg har personligt set fire ulykker igennem de sidste tre-fire år, hvor biler er endt i grøften,” fortæller han.

Trafikmålinger

Mark Lifschler har også kontaktet færdselspolitiet, som i juni var ude og lave trafikmålinger. Der blev målt flere overtrædelser mellem 70-82 km/t.
Også gyllevognene kører for stærkt, fortæller Marks Lifsches:
“En gyllevogn vejer 29 tons. Jeg aner ikke, hvad der kan ske, hvis sådan en vælter,” funderer han.
Strækningen er også blevet skolevej for flere børn, efter at skolen i Kærup blev nedlagt, og børn cykler derfor til skolen i Janderup. Det har yderligere gjort, at Varde Kommune nu prioriterer at sikre vejen.
“Der har i længere tid ligget en ansøgning fra Kærup-området om en cykelsti. Trafikudvalget har vurderet, at det er berettiget, og vi har afsat penge til at udføre en cykelsti i år fra Kærup til Hannevangvej. Fra Hannevangvej til Janderup kommer der en 2 minus 1-vej, som er en ny type vej, der findes i 32 kommuner.
På sådan en vej kører bilister midt på vejen i begge retninger. Man striber op i begge sider, hvor der bliver plads til cyklister. Når bilister møder hinanden, trækker de ud over cykelstien. Det kan laves på strækninger, hvor man kører langsomt.
Det er en ny trafikkultur, hvor man skal holde øje med hinanden, forklarer Bjarne Fly, som er driftschef for Vej&Park i Varde Kommune.

Ændrer adfærd

Umiddelbart kunne det lyde overraskende, at det skulle være sikrere med en vej, hvor to biler potentielt kan køre frontalt sammen, og de ved at trække ud til siden kan ramme cyklister. Forklaringen ligger i den ændrede trafikadfærd, hvor bilisterne tvinges til at køre defensivt og blive mere opmærksomme.

Vejdirektoratet har i oktober 2015 udsendt en rapport, udarbejdet af Cowi, med erfaringsopsamling fra 32 kommuner i Danmark, der har mindst én 2 minus 1-vej. Erfaringerne siger, at trafikanterne har haft behov for en tilvænningsperiode, men langt de fleste steder er der registreret et fald i hastighed, og der er generelt stor tilfredshed og færre klager fra borgerne efter etableringen.
Mark Lifschler har boet på Nybrovej i 10 år og længe været bekymret. Han er glad for at høre, der nu bliver gjort noget:
“Så må vi se. Jeg håber, det bliver bedre.”