Oplev gyldne dage i Fredericia
200-årsdagen for berømt forfatter bliver markeret i Fredericia
Den 7. august er 200-årsdagen for forfatteren Carl Brosbølls fødsel. Forfatteren, der skrev under pseudonymet Carit Etlar, blev født i Fredericia - og var en af de mest læste danske forfattere i 1800-tallet. I dag huskes han blandt andet for romanerne Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester.
Carit Etlar Selskabet, der har til formål at værne om forfatterens minde og fortælle om hans liv og levned, står bag 'Gyldne Dage' i Fredericia. En tredages festival fra 5.-7. august, hvor 200-året for forfatterens fødsel blandt andet markeres gennem musik, teater, udstilling og foredrag.
Programmet
Fredag åbner udstillingen 'At leve for at skrive' på Fredericia Bibliotek. Og om aftenen er der rockmusik på teatret. Digteren Søren Mølstrøm har skrevet sange og røverhistorier til gamle guldalder-malerier.
Lørdag er der omvisning og foredrag i minibyen. Og klokken 19.30 er der festkoncert på Fredericia Teater med den Kongelige Livgardes Musikkorps. Aftenens dirigent er Børge Wagner. Konferencier og gæstesolist er den danske verdenstenor, Kgl. Kammersanger Stig Fogh Andersen.
Søndag klokken 11.30 er der kranseophængning ved Carit Etlars Hus i Gothersgade 21. Her vil formanden for Carit Etlar Selskabet, Martin Dyrbye, byde velkommen, hvorefter formanden for kultur- og idrætsudvalget, Lars Ejby Pedersen, hænger mindekransen op. I fællesskab går deltagerne med 6. Juli Garden i spidsen til Den gamle Hovedvagt. Her bliver der præsenteret et helt nyt stykke smørrebrød opkaldt efter Carit Etlar.
Fra klokken 15 er der forskellige oplevelser i Kastellet, blandt andet ponyridning, kædedans, bueskydning, rovfugleshow og trylleri.
Klokken 19.30 er der fakkeltog til FredericiaC, hvor der kan opleves musik, fællessang og bål.
Det fulde program kan nærstuderes på etlar.dk.
Vidste du i øvrigt:
Carl Brosbøll deltog i begge de Slesvigske Krige. I 1848 meldte han sig som frivillig og i forbindelse med afrejsen fra Københavns Havn, om morgenen den 5. april, sørgede forfatteren for at den nye sang 'Den gang jeg drog af sted' blev sunget af de mange soldater på vej i krig. Mange år senere, i 1864, blev Carl Brosbøll sendt til fronten i Slesvig af konseilspræsident D. G. Monrad, der, som landets statsminister, ønskede at få skrevet så positivt som overhovedet muligt om krigens gang i Berlingske Tidende. Imidlertid skrev forfatteren, hvad der faldt ham ind og læserne kunne gennem hans reportager til avisen få et grumt og grusomt billede af krigens rædsler ved skanserne i Dybbøl.