Ny danseskole i Køge
Love2Dance åbner i Køge op til den nye sæson
Søndag den 14. august er der åbent hus i den nye danseskole i Køge, Love2Dance. Det finder sted klokken 12-14 i de nyrenoverede lokaler i Hugos Gård, Bag Haverne 30, i Køge.
"Kom og se lokalerne, mød instruktørerne, stil spørgsmål om dit og dat og hør lidt om de forskellige danse vi tilbyder undervisning i," lyder tilbuddet til gæsterne på dagen, hvor der også vil være danseshows for at illustrere de mange forskellige muligheder på stedet.
"Vi var så heldige, at der var en anden danseskole, vi kunne overtage. Det er fantastisk at være et sted, hvor der er trådt mange dansetrin og spredt en masse glæde i forvejen," siger indehaver Fritz Wehner, der også selv vil undervise hold på danseskolen i Køge.
"Vi vil meget gerne bevare noget af stemningen og energien omkring stedet. Vi har været i meget tæt dialog med elever, der har gået her i mange år, og vi har blandt andet etableret et hold for dem," fortæller han.
Danseskolen har fået en gennemgribende renovering gennem den seneste tid og fremstår i dag lys og indbydende. Åbent hus-arrangementet markerer sæsonens start i Køges nye danseskole, hvor der er hold for alle aldersgrupper - helt ned til små børn fra to år og opefter.
Love2Dance har desuden afdelinger i Lyngby, Gladsaxe og Solrød.