Fortsæt til indhold

Festlig koncert på KØS-forpladsen

Køge Kultur Fond, Køge Skoleorkester og KØS går sammen om en festlig koncert på KØS-forpladsen i Nørregade

Arkiv
Arkiv

Fredag den 19. august klokken 16 er Køge Skoleorkester klar på KØS-forpladsen med masser af festlig musik. Skoleorkesteret dirigeres med sikker hånd, at dirigent Arne Svendsen. Skoleorkesteret har samtidig besøg af sit venskabsorkester fra Burgsteinfurt i Tyskland, og de musikalske venner er også inviteret til at spille på ”KØS-scenen” i Nørregade.
KØS er også gået ind i det musikalske samarbejde, og foruden at stille forpladsen til rådighed for koncerten, så holder KØS ekstraordinært åbent for publikum i såvel museets café som i museets udstillinger og museumsbutik – helt frem til klokken 18.
Køge Kultur Fond har tidligere givet Køge Skoleorkester en økonomisk håndsrækning til supplering af orkesterets uniformer, m.v., og det er denne donation, som skoleorkesteret nu – i form af en koncert – siger tak for.
Et koncertsamarbejde mellem tre så betydende institutioner i Køges kulturliv; KØS, Køge Skoleorkester og Køge Kultur Fond, bliver med sikkerhed udmøntet i en stor, populær og publikumsvenlig musikalsk oplevelse. Der er naturligvis gratis adgang til koncerten.
Køge Kultur Fond - der understøttes med sponsorater fra lokale virksomheder, forretninger, pengeinstitutter, m.fl. - vil i øvrigt i nær fremtid uddele flere hædersgaver til lokale, unge, musiske talenter – det sker ved den store kulturfondskoncert i aulaen på Køge Handelsskole lørdag den 12. november.

Der er gratis adgang til koncerten med Køge Skoleorkester.