HB Køge forsvarer førsteplads på udebane
Efter en glimrende sæsonstart skal HB Køge op mod Fredericia på udebane i den kommende weekend
HB Køge er på førstepladsen i 1. division, holdet er ubesejret i den nye sæson, og man har endda endnu ikke lukket så meget som et enkelt mål ind bag keeper Andreas Hansen.
Det er status efter sæsonens første tre opgør, som har givet syv point - senest takket være en glimrende 3-0 sejr over Nykøbing FC efter en yderst overbevisende indsats.
Mads Juel Andersen, Mark Gundelach og Marc Rochester var målscorerne i opgøret, som altså sendte HB Køge på førstepladsen i rækken.
"Det var en vigtig kamp for os at vinde. Nykøbing har fået en god start på sæsonen, men vi havde stor tro på, at vi kunne vinde. Og så er det selvfølgelig altid dejligt at score et mål. Det er længe siden. Vi ville gerne være meget på bolden, og det lykkedes. De pressede os lidt til sidst, men jeg synes vi holder dem godt fra chancer, og Andreas står også en god kamp," sagde Mads Juel Andersen efter kampen til hbkoge.dk.
I den kommende weekend venter et opgør ude mod Fredericia, som HB Køge er ubesejrede mod i de seneste syv kampe - senest vandt HB Køge 3-0 i Fredericia i foråret.
Kampen spilles søndag den 14. august klokken 13.45.