Træd til i kampen mod kræft
Alle kan deltage i cykelløbet TRÆDTIL DANMARK - Danmarks største velgørenhedsmotionsløb til fordel for Kræftens Bekæmpelse
Søndag den 28. august er det tid til at trampe i pedalerne for et godt formål. Her finder cykelløbet TRÆDTIL DANMARK sted, og i Køge afholdes løbet af CyclingPlanet i samarbejde med Køge Sportevent.
TRÆDTIL DANMARK er Danmarks største velgørenheds-motionscykelløb til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Alle kan deltage og dermed være med til at gøre en forskel i kampen mod kræft, samtidig med at man får en god oplevelse i motionsløbet.
I Køge kan du træde til på landevejsruter på 25, 65 og 110 kilometer. Der er start og mål på Køge Havn.
Hver tredje dansker rammes af kræft i løbet af deres levetid, og hvert år får flere end 37.000 danskere konstateret kræft. Kun halvdelen overlever. Derfor arbejder Kræftens Bekæmpelse med forskning i kræft. Formidling af viden om kræft til befolkningen er et andet fokusområde, da 4 ud af 10 kræfttilfælde kan forebygges blandt andet med motion og sund livsstil. Patientstøtte og hjælp til pårørende er et tredje indsatsområde.
"Når du deltager i TRÆDTIL DANMARK, støtter du Kræftens Bekæmpelse og kampen mod kræft. Så kom med og træd til søndag den 28. august – både for din egen skyld, og for alle dem der rammes af kræft hver dag. Vi håber at se dig i sadlen til TRÆDTIL DANMARK søndag den 28. august," lyder opfordringen fra Ole Poulsen, Køge Sportevent.
Læs mere om og tilmeld dig løbet allerede i dag på www.trædtil.dk.