Fortsæt til indhold

Roskilde brændte point af

Ineffektivt hjemmehold havde mest spil og flest chancer - men Næstved vandt 2-0

Arkiv
Erling Pedersen

Roskilde brændte i realiteten tre point af i søndagens 1 divisions kamp i Rådmandshaven mod Næstved. Hjemmeholdet dominerede spillet og havde de fleste store chancer, men de var alt for ineffektive - og så kunne gæsterne til sidst rejse hjem til Sydsjælland med en 2-0-sejr.
Før kampen havde FC Roskildes manager Anders Theil talt om, at holdet måtte rejse sig igen oven på den katastrofale indsats for en uge siden i Skive, hvor mange helt opgav og ikke fulgte aftalerne. Han glædede sig samtidig over at have fået en stærk bænk, efter at flere af spillerne nu er på vej tilbage efter skader.
Indsatsen mod Næstved var da også præget af en vilje til at angribe, og der blev skabt en del gode tilbud - men spillerne var ikke i stand til at få bolden i mål.
Omvendt havde Næstveds træner, den gamle målmand fra Ikast og Brøndby Mogens Krogh, fået lagt en perfekt taktik. Gæsterne ventede med alle mand foran eget mål og gik så til modangreb, når bolden var erobret, Det gav tre fine chancer til to mål og et brændt straffespark.

Store tilbud

Roskilde lagde klart bedst ud og havde flere gode tilbud fra kampens start. På et af disse angreb reddede Næstved-forsvaret to gange på stregen.
Men efter 10 minutter kom den kolde dukkert, da gæsterne på et af deres forholdsvis sjældne opløb fik hjørne. Roskilde-forsvaret fik ikke bolden ordentlig væk, og den tidligere FCR-spiller Tobias Perch sparkede resolut kuglen i kassen fra kanten af feltet.
Senere i halvlegen var den gal igen efter et hjørne til Næstved, som denne gang fik tilkendt et straffespark. Heldigvis kastede målmand Frederik Schram sig til den rigtige side, så hjemmeholdet ikke kom yderligere bagud. Sammen med den stærke forsvarer Anders Qvist, som reddede flere farlige situationer, var han Roskildes bedste i denne kamp.
På et tidspunkt blev FCR's venstreforsvarer Anders Nielsen spillet helt blank foran Næstveds mål af sin kollega i modsatte side Simon Richter. Men Næstveds målmand kom godt ud og fik klaret den meget store chance.
Typisk for Roskilde-angriberne i denne kamp var, da Mikkel Nøhr driblede sig fint fri til en god skudmulighed i feltet - og ramte ved siden af bolden, så han faldt om.

Målmand Frederik Schram tog et straffe og var holdets bedste sammen med forvareren Anders Qvist.

Slog Thygesen

Hjemmeholdets spillere og tilhængere var heller ikke tilfredse med dommeren Jonas Hansen. På et tidspunkt begik Mikkel Thygesen frispark på Næstveds målscorer Tobias Perch, der kvitterede ved at slå ham.
Den slags må man som bekendt, og det var lige til en udvisning, men de slap begge med et gult kort. Inden gemytterne faldt til ro havde spillere fra begge hold været oppe at ringe og skubbe kraftigt til hinanden.
Episoden viste dog først og fremmest den store frustration hos FCR-spillerne over at være bagud efter at have domineret i spil og chancer.
Mikke Thygesen havde i øvrigt været temmelig usynlig i 1. halvleg af en tidligere landsholdsspiller at være, men han kom nu godt igen efter pausen og var med til at organisere hjemmeholdets opspil.

Da Tobias Ferch havde slået Mikkel Thygesen måtte medspillerne holde de to kamphaner fra hinanden.

Stolpe ud

Kort efter pausen valgte Anders Theil at sætte den talentfulde angriber Morten Nielsen ind, selv om han endnu ikke er helt i topform efter en langvarig skade. Men han gav noget tyngde i angrebet midt foran Næstveds mål, og Roskilde trykkede fortsat på.
Da Jesper Bech faldt elegant på kanten af straffesparksfeltet, fik FCR et farligt frispark, som Bajram Fetai sendte på stolpen - hvorfra bolden gik ud over baglinjen.
Med 20 minutter igen kom den tidligere Superliga-spiller Bo Storm ind og viste flere gode takter.
Morten Nielsen slap helt fri og var alene med Næstveds målmand, der på ny kom godt ud og forhindrede en scoring.
Mens Roskilde sendte flere folk frem og pressede ekstra på for en udligning, fik Næstved pludselig et kontra-angreb og var tre mod to foran hjemmeholdets mål, så det var let at sende bolden i mål med et fint fladt skud til slutstillingen 0-2.
tk

Anders Nielsen var helt alene med Næstveds målmand, men kunne ikke få bolden forbi ham.