“Mormor, får vi ik’ mer’ Mou

Portræt Duften af hjemmelavet suppe fyldte næseborene hos Birthe, den første dag hun trådte ind på MOU-fabrikken i Esbjerg. Det var i 1971, og hun var kun 16 år. Ingen anelse havde hun om, at det her var stedet, hun skulle arbejde, til hun en dag langt ud i fremtiden skulle på efterløn. Dengang blev suppen lavet i små kedler og med store håndbetjente sleve, og det er noget, som Birthe husker tydeligt. “På min første dag var jeg med til at lave suppe og pakke combi-pakker - og dengang lavede vi også supper i kop. Vi rørte i gryderne med store sleve med håndkraft, og vi fik stærke arme af det. Dengang var produktionen jo ikke så fuldautomatisk, som den er i dag,” fortæller hun. Birthe arbejdede som ung pige et par år og havde så et lille års fravær, før hun i 1974 var tilbage blandt velkendte kolleger. Og gode kolleger har betydet en del for Birthe gennem arbejdstiden på fabrikken. “Mine kolleger har altid betydet meget for mig. Der har altid været en god tone, og vi har altid haft det godt. Det er jo en hel familie. Vi er familie. Det er også derfor, at der er plads til sandheder, og så er der højt til loftet. Vi respekterer hinanden og hinandens meninger. Jeg var den sidste i ”min” flok, og også den ældste, da jeg stoppede, men mine kolleger har betydet, at jeg hver eneste dag har nydt at gå på arbejde,” siger Birthe Sirich Bak, der for nylig fik den Kongelige belønningsmedalje efter mere end 40 års fortjenstfuld ansættelse på fabrikken i Esbjerg.

sdsad

Det var et stort øjeblik, da Birthe Sirich Bak blev overrakt medaljen, men der fulgte nu også en bekymring med fra barnebarnet Ida Maries side. “Jeg havde taget mit barnebarn Ida Marie med, og hun er kun fem år gammel. De små opfanger meget mere, end man lige skulle tro. Efter medaljen var blevet overrakt, spurgte hun mig om, hvornår jeg så skulle tilbage på arbejde, og jeg svarede selvfølgelig, at det skulle mormor ikke. Umiddelbar og uskyldig som hun er, sagde hun så pludselig: “Mormor, får vi så ikke mere god suppe?” og jeg blev helt mundlam,” griner Birthe Sirich Bak og fortsætter. “Jeg blev bare så rørt over det, hun sagde, og jeg må indrømme, at jeg savner det meget. Rigtig meget. Jeg ville også rigtig gerne tilbage, men kroppen kan ikke holde til det. Jeg savner jobbet, og jeg savner mine kolleger.”