Foto: Erling J. Pedersen Domkirkens placering på UNESCO-listen over verdens kulturarv trækker mange turister til Roskilde, og når de først er kommet til byen, fungerer det nye Stændertorv som et samlingspunkt. Sådan forklarede deltagerne til denne enquete i Roskilde Avis. På Turistbureauet i det gamle rådhus var Ebbe Overgaard også godt tilfreds: - Vi kan mærke, at ombygningen af torvet nu endelig er overstået, så antallet af besøgende her er vokset betydeligt. Turisterne henvender sig på kontoret i Det Gamle Rådhus for at få oplysninger om Roskilde og praktisk hjælp. - Til tider har der været udsolgt på hotellerne, men mange har også allerede bestilt hjemmefra, og som regel kan vi finde en løsning, fortæller Ebbe Overgaard. Flere af turisterne er interesserede i at overnatte i værelser med morgenmad, som private kan tilbyde. I Bymidten eller tæt på er der også kommet flere af disse med god standard.
Torben Olesen fra St. Heddinge var hjemme i sin fødeby, som han forlod for mange år siden: - Stændertorvet her er blevet rigtig flot. Først kunne jeg ikke se bænkene, hvor jeg i sin tid blev forlovet med min kone, men de er jo heldigvis flyttet hen foran palæet. Hver gang skal jeg altid en tur i domkirken, for det er altid en kæmpemæssige oplevelse at komme ind i dette fantastiske rum. Så har jeg også været en tur på Museet for Samtidskunst i palæet.Søstrene Katharina og Johanna fra Bielefeld i Westfalen var med deres famlier tre uger i Kulhuse. De var taget en tur til Roskilde, fordi de havde læst, at domkirken er på UNESCO-listen over verdens kulturarv. Men før det havde de været på Vikingeskibsmuseet, hvor børnene havde været glade for skibsværftet, hvor de kunne udfolde sig.Chhim Soclt fra Cambodia var i Roskilde, fordi hans svigersøn, der er ansat i FN, bor her. Han nød byens liv og havde blandt andet fået besøgt pølsevognen på torvet, før han skulle en tur i domkirken.Denise og Raymond Crispin er fra Frankrig og England men bor nu på New Zeeland. De var i Danmark for at besøge datter, svigersøn og børnebørnene. I Københavns metro havde de hørt, at Roskilde var en interessant by og tog toget hertil. Efter en tur ned på havnen og frokost der, var de nu på vej i domkirken.Ebbe Overgaard og kollegerne på Turistbureauet har haft mere travlt i år.