Vi skal være stolte
Vi har løftet en stor opgave i en hektisk periode, siger Responce-direktør om den seneste tids uro i regionen
Mens fokus det seneste stykke tid har været på det konkursramte Bios, dets ansatte og senest Region Syddanmarks overtagelse af ambulancedriften, så har Responce fortsat med at overholde sin ende af aftalen med regionen.
“Hos Responce har vi leveret det stykke arbejde, vi skulle, og mere til, og det er jeg stolt over, at vi har været i stand til,” siger Michael Sørensen, adm. direktør for Responce, der overtog ambulancedriften i Trekantområdet samtidig med, at Bios overtog driften i resten af regionen.
“At der så er nogle afledte effekter i form af, at mandskabet i nogle perioder har været slidt relativt hårdt, det må vi tage med, men overordnet skal alle i Responce være stolte over, at vi kunne løfte denne opgave ved at være massivt til stede og holde regionens ambulancetjeneste kørende,” siger Michael Sørensen.
Året evalueres
Responces aftale med Region Syddanmark omhandler et bestemt antal kilometer.
Michael Sørensen kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvor mange ekstra kilometer Responce har kørt i forbindelse med uroen hos Bios.
“Når de første 12 måneder er gået, så evaluerer vi året, og derefter vil vi vurdere, om antallet af kørte kilometer ligger inde for rammerne af kontrakten med regionen.”
En form for kompensation fra regionen kan komme på tale, men det er ikke noget, som Michael Sørensen vil snakke om nu.
“Vi skal først have evalueret vores første år, og regionen har travlt med at få ryddet op. Når regionen får styr på ambulancetjenesten, så bliver der styr på at snakke med os om, hvordan det er gået hos os. Hvad den snak kommer til at indebære, det ved jeg ikke,” siger han.
Kontrakten
Aftalen mellem Region Syddanmark og Responce løber fra 1. september 2015 og ti år frem.
Region Syddanmark sendte ambulancekørslen i udbud i april. De indgåede kontrakter skulle spare regionen for omkring 52 millioner kroner årligt de første fem år og omkring 79 millioner kroner de sidste fem år.
Det regnestykke holder nok ikke længere.
Responce A/S kører også ambulancer i Horsens-området og blev for nyligt opkøbt af Falck.