Nyt IM-hus åbner i byen
Indre Mission i Esbjerg åbner nyt IM-hus. Derfor inviterer de til indvielsesfest for huset, som skal afløse den tidligere base
Lørdag den 20. august holder Indre Mission i Esbjerg Indvielsesfest for det nye IM-Hus. Det ved et arrangement, hvor der er forskellige aktiviteter i løbet af dagen. IM-Huset er Esbjerg Indre Missions nybyggede foreningshus, som afløser den tidligere base i Menighedshuset på C. M. Nielsens Vej.
“Vi er meget taknemmelige i Indre Mission for den fine og åbne placering, som IM-Huset har fået som nabo til Sædding Centeret, Sædden Kirke og et dejligt varieret boligområde. Der er gode sti- og busforbindelser i området, hvilket er perfekt for børn, unge og andre, der har behov for at tage offentlig transport eller at cykle til arrangementerne,” fortæller Niels Peder Kristensen, formand for Esbjerg Indre Mission.
Esbjerg Indre Mission købte og overtog byggegrunden fra 1. juli i 2014. På grunden lå der tidligere en fritidsklub, af boligforeningen Ungdomsbo
Nybygningen har en grundplan på 566 m2 samt et separat hobbylokale og redskabshus på 36 m2. Hovedbygningen indeholder bl.andt andet klublokaler, et centralt ”café-område” og et stort mødelokale med scene.
Esbjerg Indre Mission, som står bag byggeriet, er en folkekirkelig forening og blev etableret i maj 2010 som en fusion af de tidligere IM-foreninger i Jerne, Esbjerg og Sædding. Indre Mission har en lang tradition for møder og aktiviteter i Esbjerg.
Programmet for dagen kan ses på Indre Missions hjemmeside.