Hyrdehundene fylder i Hedensted
Det vil myldre med engelske hyrdehunde i stor pels, når Old English Sheepdog Klubben i Danmark holder specialudstilling 21. august i Hedensted.
Sannes Hundecenter, Årupvej 65, danner kl. 10-16 rammen om udstillingen, som er åben for alle interesserede og tiltrækker mange Old English Sheepdogs fra ind- og udland.
Dagen begynder med præsentation og bedømmelse af hvalpe. Derefter kan man se unghunde og voksne hunde i imponerende pels og børn viser familiens Old English Sheepdogs frem i udstillingsringen.
Endelig dømmes der champion-hunde, som allerede har gjort sig bemærket på andre udstillinger, og nu dyster mod hinanden i et top-opgør og bliver dømt af den østrigske dommer Eleonore Singer.
Dagen slutter med kåring af udstillingens bedste hunde.
Vil man vide mere om Old English Sheepdog, kan man komme på udstillingen og få en snak med klubbens medlemmer. Man kan også klikke ind på www.oesidk.dk og læse meget mere. jesl