skal give job
Nye integrationslov vægter job endnu højere end før
I sidste uge fortalte Lokalavisen om den syriske flygtning Fajar Slou, som satte sit teaterstykke op på Smedeværkstedet. Han har fået hjælp til kontakten med 7-kanten gennem sin kontaktperson på Jobcenteret i Varde. Andre flygtninge og indvandrere på integrationsydelse kan også lave et projekt eller en praktik, så længe det fører dem mod job, fortæller centerchef Peter Petersen:
“Vi fokuserer på at finde den korteste vej til arbejde og samtidig lære dansk. Vægten er drejet hen imod det selvforsørgende i den nye lovgivning på integrationsområdet, der trådte i kraft 1. juli.
Faste krav
Kravene er, at man skal have danskundervisning typisk tre dage om ugen, alt efter hvilket modul man går på. En praktik skal være mindst 15 timer om ugen, og samlet skal det svare til en almindelig fuldtids dagligdag.
Hvis man har en særlig interesse, skal den dyrkes som fritidsaktivitet - generelt set, med mindre vi sammen med den enkelte borger vurderer, at denne interesse kan bringe vedkommende hen til selvforsørgelse,” siger Peter Petersen.
Man kan selv ønske en praktik og være med til at skabe den, Kravene til praktikstedet er, at man lærer noget og lærer dansk.
“Hvis man selv har gode ideer, tager vi en dialog om det. Men selv om man har et fag med sig og og flotte kvalifikationer, skal der være brug for dem på jobmarkedet,” understreger han.
Individuel integration
Integrationsperioden er nu mere individuel og mellem et og fem år. En praktik kan være op til tre måneder.
Med hensyn til sproglig hjælp er det muligt at få en tolk efter individuel vurdering fra sagsbehandleren, og det kan være til en konkret arbejdsinstruktion.
Ofte er der tosprogede, som kan hjælpe. Jobcenteret har et kompetencecenter med personer med anden etnisk herkomst, Ellers er tolkehjælp begrænset til skole og lægebesøg, men der kan være hjælp at hente hos Frivillighuset.
Man kan som indvandrer på integrationsydelse godt skabe et projekt som Fajar Slou har gjort, men hvis det skal foregå i “kontortiden”, skal det lede hen imod arbejde. Ellers er må man arbejde på det i sin fritid, ved siden af praktik og danskundervisning.