Fortsæt til indhold

Blodig start på Brecklings Bogcafé

To krimiforfattere lægger ud, når Brecklings Bogcafé tager hul på sæson nummer fem en halv

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Allan Breckling løfter her lidt af sløret for sæson nummer fem en halv i Brecklings Bogcafé (Jeg kom lidt skævt i gang, forklarer han). Den starter 'Med mord på hjernen', som er titlen på det første arrangement den 4. september, hvor to krimiforfattere - Jakob Melander og Lotte Petri - sætter sig til rette på podiet i restauranten på Comwell.
Inden da drager Allan Breckling i denne uge til hovedstaden for at se, om han kan få de sidste detaljer på plads, så det til oktober kan blive et gensyn med Morten Grundwald.
"Vi ligger i skarpe forhandlinger, og jeg håber de munder ud i, at Mortens sidste optræden i Danmark vil finde sted i Sønderborg," lyder det optimistisk fra Allan Breckling.
En anden kendis er allerede på plakaten. Det er Ole "Bogart" Michelsen, der har skrevet sin beretning fra en ædru alkoholiker i bogen 'Den dansende dæmon'.
"Der er nok ikke mange, der ved, at Ole Michelsen ofte har trådt sine barnesko i Sønderborg, hvor hans mormor er fra. Så han glæder sig rigtig meget til at besøge byen igen," fortæller Allan Breckling.

Et vaskeægte krimi-univers

Men først inviteres alle på en spændende tur ind i et vaskeægte krimi-univers med to kendere af metieren.
Jakob Melander har succes med sin krimiserie med politiassistenten Lars Winkler i centrum. Lars Winkler er enspænder og tidligere punker. I 'Det bedste til mig og mine venner' fra i år er udgangspunktet et maltrakteret lig, som findes dinglende fra Tivolis ballongynge med spor til en makaber drabssag på Christiania i 2007.
"Jeg tør knap nok gå i Tivoli mere. Uden at røbe for meget drejer sagen sig om nogle investorer, der vil flytte Tivoli til Christiania. Et virkelig udspekuleret og morsomt plot," siger Allan Breckling.
I Lotte Petri's forfatterunivers finder man terrorplaner med miltbrand og pest, nynazister og pinefulde ægteskaber. Det er blevet til en række krimier med forskeren Selma Eliassen og veninden Lisa Brodersen som hovedpersoner. I den seneste 'Hvidt Snit' tager historien afsæt i fundet af en død ulv med menneskeknogler i mavesækken.
"På anbefaling har jeg læst de to forfattere og besluttede så at ringe dem op. Jeg behøvede kun lige sige, at det var fra Brecklings Bogcafé. 'Den kender jeg godt. Hvornår skal jeg komme til Sønderborg?' lød svaret. Jeg tror sørme, at bogcaféen er blevet lidt kult-agtig blandt forfattere," smiler Allan Breckling, som også glæder sig over, at Kulturstyrelsen fortsat støtter bogcaféen.
"Når jeg er hjemme igen efter mødet med Grundwald, skal jeg ud på frierfødder for at se, om jeg udover Kulturstyrelsen kan finde økonomisk støtte hos andre, så priserne fortsat kan holdes på et niveau, hvor alle kan være med. I sidste ende skal det hele bare kunne løbe rundt," forklarer han.
Som tidligere begynder bogcaféen med en frokostanretning kl. 14. Man kan også deltage fra kl. 15. Med frokost koster billetterne 179 kroner og uden 119 kroner. Man kan bestille via mail acharling@gmail.com eller mobil 5240 6616.