Når Roskilde er med til OL
EGENTLIG GAD JEG IKKE SE på de Olympiske Lege i Rio de Janeiro. Det er svært at glæde sig over flot sport, når det hele foregår i et land, hvor entreprenører og politikere stikker milliarder i deres egen lomme, mens andre millioner sulter, bliver dræbt i bandekrig og lider nød på mange måder.
Naturligvis ved jeg godt, at OL-historien er fuld af eksempler på brug af sporten til magthavernes formål, som bl.a. DR har vist i flere fremragende dokumentar-udsendelser: Lige fra Hitlers nazi-arrangement i 1936 i Berlin som optakt til 2. verdenskrig og udryddelse af jøderne, over det kommunistiske show i Moskva i 1980, til Coca Cola-arrangementet i Atlanta i 1996 og det kinesiske diktaturs opvisning i Beijing i 2008.
SET I DET LYS var arrangementet i det unge og ufuldkomne brasilianske demokrati næsten charmerende, og da først de dygtige sportsfolk kom på tv-skærmen, blev jeg alligevel grebet og skulle også se med.
For mig handler det ikke om, hvilke lande der får flest medaljer og derefter kan prale med, at deres 'system er det bedste'. Nej, det interessante og menneskelige drama ligger selvfølgelig hos de enkelte sportsfolk og deres oplevelser på vej til glæderne eller skuffelserne i Rio.
ALLE HAR ET HJEMSTED med deres helt egen historie, og syv ud af de 120 deltagere på det danske OL-hold i Rio har faktisk en form for tilknytning til Roskilde-området, fandt jeg ud af.
I virkeligheden er det meget flot og fortæller tydeligt om den store indsats, der ydes i vores lokale område af idrætsforeningerne med deres ledere, trænere og andre medlemmer. Kommunen har også en del af æren for bevillingerne til det vigtige fritids- og kultur-område, hvor pengene gør mere gavn og har en større social virkning end på noget andet felt.
PÅ FORHÅND KENDTE JEG naturligvis til de to Roskilde-roere Kasper Jørgensen og Jacob Barsøe i 'guldfireren', som denne gang kom hjem med to flotte sølv-medaljer. Når de ofte stiller op til arrangementer i klubhuset hos Roskilde Roklub ved havnen, gør de deres sport og idrætsforening en stor tjeneste. Deres flotte præstationer er det stof, som skaber drømme hos børn og unge, så de også får lyst til at prøve en sport, og det er vi alle interesserede i.
Roskildes tredje OL-medalje af bronze blev hentet af den unge cykelrytter Frederik Madsen, der var med på på 4 kilometer forfølgelses-holdet på bane.
HÅNDBOLD BLEV OPFUNDET i Danmark og har altid været en af de store sportsgrene i Roskilde-området og andre steder, hvor spillet fylder haller i selv små byer. Derfor var guldmedaljerne i Rio de allerbedste, vi kunne få. To af guldvinderne Mads Mensah og Morten Olsen har faktisk spillet her i byen.
Førstnævnte, der ikke havde en stor turnering, men fightede sig flot tilbage i finalen, har været i Himmelev, hvor han stadig kommer. Olsen fra Osted tog til Roskilde og videre til større danske klubber, før han kom til udlandet, senest i Frankrig og Tyskland. Gennem sin karriere har Morten Olsen flere gange været uheldig med skader, og derfor var hans store gennembrud i Rio et ægte eventyr.
DEN SJETTE ROSKILDENSER er den unge dressur-rytter Cathrine Dufour, som med forældrenes store opbakning har dyrket sin sport, siden hun var ganske lille og nu har vundet flere DM-titler. Før hun fik en flot studentereksamen, gik hun fire år på Roskilde Katedralskole efter den særlige Team Danmark-ordning, så der var plads til at dyrke topsport ved siden af.
For kort tid siden købte familien Grønagergaard ved Tjæreby sydøst for Roskilde, hvor hun nu træner med sin stjernehest 'Cassidy', samtidig med at hun også giver sin kunnen videre til unge elever, som hun underviser.
Bordtennisspilleren Jonathan Groth, der gjorde det godt, inden han blev slået af verdens bedste kineser, stiller op for Roskilde i de individuelle danske turneringer
EFTER HJEMKOMSTEN FRA OL skal de vindende Roskilde-atleter selvfølgelig modtages og hyldes på det gamle rådhus ved Stændertorvet.
Jeg glæder mig også allerede til den store årlige sportsfest i Roskilde-hallerne, hvor alle lokale sportsklubber indenfor Roskilde Idræts Union, sponsorer fra lokale firmaer og uddannelses-institutioner samt kommunen slår sig sammen for at hylde årets vindere og bedste præstationer. Her vil deltagerne fra Rio selvfølgelig få en ekstra varm velkomst, fordi de gør en vigtig indsats:
NÅR ROSKILDE ER MED TIL OL