Vandsporten hyldes i Aarøsund
En perlerække af vandsportaktiviteter venter, når premieren på Lillebælt Vandsport løber af stablen på havnen i Aarøsund
En splinterny event i Haderslev kommune, der gerne må blive en tradition, ser dagens lys på havnen i Aarøsund lørdag 27. august fra klokken 10.00 - 18.00.
“Der er massevis af fede vandsportsaktiviteter på programmet, og det er gratis for publikum at kigge forbi. Der er dog nogle af aktiviteterne, der koster, hvis man vil prøve en tur,” fortæller Lasse Bager Jensen fra snorkelsafari.dk, der er en af de lokale vandsportsentusiaster, som glæder sig til at dele sin passion med publikum. Inden da har Lasse Bager Jensen en lille bøn til lokalområdet:
“Vi er blandt andet støttet af Haderslev kommunes eventpulje, der har gjort det muligt for os at investere i professionel hjælp til diverse opgaver. Vi mangler dog stadig sponsorkroner, blandt andet til et stort skilt, der skal byde gæsterne velkommen. Så hvis nogen kunne tænke sig at være med til at give tilbage til vores lokalsamfund, og få sat Haderslev på landkortet, så meld jer hurtigst muligt til en af os fra udvalget,” lyder opfordringen.
For at den nye event kan blive en realitet, har trioen bag eventen, Jonas Schultz Thygesen, Brian Anker og Lasse Bager Nielsen, allerede lagt mange frivillige timer i at forberede eventen.
“Vi er tre gutter, der på opfordring fra blandt andet Haderslev Erhvervsråd, har nedsat Lillebælt Vandsport udvalget. Vi lægger disse frivillige kræfter i arrangementet, fordi vi - måske - er lidt skøre, og fordi vi gerne vil være med til at sætte Haderslev på landkortet og skabe en underholdende og hyggelig dag for alle, store som små.”
På dagen kan du blandt andet købe en tur i en lynhurtige RIB speedbåd, komme på guidet tur i vandkanten med naturvejlederen, prøve kræfter med kite-surfing, prøve en tur i en havkajak eller se og smag fiskene, der bliver indvejet fra undervandsjagt konkurrencen Snorkelsafari.dk Cup.
“Der er både spænding, sjov, udfordringer og lækkerier på programmet. Man kan selv prøve de forskellige vandsportaktiviteter, eller man kan også bare nyde stemningen og den gode udsigt med en kold fadøl og lidt godt til ganen,” slutter Lasse Bager Jensen.
For kontakt eller info se www.lillebaelt-vandsport.dk eller www.facebook.com/lillebaeltvandsport