SFO-aktiviteter samles i Præsteskovgård
Nyt projekt skal samle alle Holmebækskolens SFO-aktiviteter et sted
Sidste sommer brændte den ene af bygningerne på Holmebækskolens SFO's afdeling Uroksen, og siden har Køge Kommune arbejdet på en løsning, der skal samle alle Holmebækskolens SFO-aktiviteter på afdelingen Præsteskovgård, som ligger lige ved siden af skolen.
Kommunens teknik- og miljøforvaltning og børne- og uddannelsesforvaltning har udarbejdet et projekt, som kan realisere den ønskede løsning om en samling af Holmebækskolens SFO-aktiviteter, og løsningen kan finansieres inden for den erstatning på 1,8 millioner kroner, som kommunen har modtaget fra forsikringsselskabet efter branden.
Projektet tilfører blandt andet bygningen garderobeplads i form af en mindre tilbygning på 23 kvadratmeter i umiddelbar sammenhæng med de eksisterende garderober. Der vil også ske en ombygning af en del af Præsteskovgård til brug for 4.-7. klasser, og så skal der etableres et lederkontor i nærheden af indgangen for at fremme den daglige kontakt med elever og forældre.