Fortsæt til indhold

Rødekro melder alt klar til årets fest

Fredag og lørdag er det igen blevet tid til årets Midtbyfest i Rødekro. Programmet er igen i år varieret

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Fredag går det løs med årets Midtbyfest i Rødekro, når byens dagplejere og børnehavebørn er inviteret til at skyde årets Midtbyfest i gang med masser af grin og godt humør. Der venter nemlig børnene et hyggeligt trylleshow fra kl. 10, og fra klokken 11 slås teltdugen op til de mange salgsboder, der igen i år tilbyder masser af gode varer til Midtbyfest-priser.

Flyttedag

Kometbutikkerne har i år valgt at samle alle aktiviteter på torvet foran Your Choice.
“Før skulle man hele tiden krydse vejen for at komme fra boderne til legelandet i den gamle Netto. Det gav nogle farlige situationer. Nu har vi samlet det hele, og legelandet er i år flyttet ud på pladsen, så vi får en masse aktivitet, der forhåbentligt kan lokke mange til,” lyder det fra Tina Kafton Christensen, der sammen med Dorthe Wolf Hansen fra Frisørsaksen, har stået for den praktiske planlægning af årets fest.

Nyt tombola

Et af de nye tiltag i år er et stort tombola, som Kometbutikkerne har sponsoreret præmier til.
“Vi har vel omkring 170 præmier, så vi håber, at folk vil støtte op og købe lidt lodder i år. Overskuddet fra tombolaen kan jo så passende gå til endnu flere gode aktiviteter i byen til gavn og glæde for alle,” fortsætter Tina Kafton Christensen.
Et andet af årets nye tiltag er gratis rundstykker og kaffe til de fremmødte lørdag morgen mellem 9 og 10.
“På den måde håber vi ,at der kommer gang i pladsen fra om morgenen af”.

For store og små

Ellers byder årets Midtbyfest på en masse af de velkendte og elskede aktiviteter for både store og små.
Der er som altid gratis legeland og guldgravning for børnene både lørdag og søndag, ligesom poderne også kan brænde noget krudt af på trampolinen.
Kl. 13.30 er der musikalsk underholdning for de ældre med Bo Young, der kommer og underholder, mens publikum kan nyde den gratis kaffe og kage i teltet.
De voksne kan glæde sig til bandet 6 Feet, der underholder på scenen fredag aften, hvor man kan klare aftensmaden med en god pølse fra grillen eller en tapastallerken fra Osteboden.
Kl. 18 fredag starter årets Rødekroløb, og så kan man jo passende slå flere fluer med et smæk - heppe på løberne, høre musik og få en enkelt pølse og en øl.
Lørdag formiddag er der igen salgsboder, tombola, legeland og guldgravning . Kl. 10 er der arrangeret trylleshow med Henning Jensen, der er kendt fra TV-programmet Danmark har talent, og kl. 11 går Rødekro Jazz på scenen og sørger for en hyggelig afslutning på årets fest. Alt i alt et spækket program med lidt for enhver smag., der nok skal få borgerne i Rødekro op af sofaen og en tur ned i byen.