En by med muskelkraft og sammenhængskraft
Børkop Sund By sætter foksus på både sundhed og sammenhængs-kraft
Lærke og hendes mor Nicoline stopper op på gårturen, for Lærke skal prøve maskinerne af. Det skal Nicoline også, så hun snupper lige nogle mavebøjninger. Imens cykler skoleelever forbi på den lille sti nær Englystskolen, for de har fået fri.
Børkop er blevet fem motionsstationer rigere. Der var en forvejen, så nu er der seks, og de er spredt strategisk rundt i byen, så man kan komme til alle via en seks kilometers rute. Eller man bare tager hen til den nærmeste.
“Det er fedt, at de er kommet. Både min kæreste og jeg løber, og så løber vi lige her forbi, og børnene skal også altid lige hen og prøve,” siger Nicoline efter et par, ja nok mest hyggelige, mavebøjninger, alt mens Lærke prøver kræfter med en crosstrainer.
Sammenhængskraft
At børkopborgerne nu har fået den motionsrige mulighed skyldes, at Børkop lokalråd i 2014 fik idéen og deltog i en kommunal idékonkurrence. Og vandt hvad gav en halv million kroner til projektet.
“Børkop er en by, hvor mange af borgerne i forvejen dyrker motion, så vil gerne give borgerne denne ekstra mulighed. Men der er også tænkt sammenhængskraft ind i det. Vi har stillet motionstationerne op forskellige steder rundt i byen, og på den måde håber vi, at folk kommer mere rundt i byen. Børkop er en by i kraftig vækst, og det er meget positivt, men er også lidt en udfordring, for vi gerne have, at borgerne ikke putter sig i hver deres 'bydel'. Vi håber, at motionstationerne er med til at folk mødes og der opstår et socialt liv ved dem,” siger Andreas Kjærgård fra Lokalrådet.
Motionsstationerne blev officielt indviet i lørdags, men Lærke og Nicoline tyvstartede. Bare lidt.