Tricktyve på rov
Flere tricktyve var på rov i Roskilde i weekenden, og seks personer har indtil videre meldt, at de er blevet bestjålet.
En kvinde mistede sin pung med penge og kort i, da hun mødte tre unge mænd på Vestre Hedevej fredag morgen. Da de spurgte hende om ild, fandt hun sin lighter frem og hjalp de tre gutter, der i mellemtiden tømte hendes taske, uden at hun opdagede noget.
Kvinden har beskrevet de tre unge som mænd mellem 16 og 20 år. De talte dansk, havde kort sort hår og var ikke etnisk danske.
En anden kvinde fik stjålet sin taske søndag eftermiddag, da hun sammen med en veninde spiste kebab ved stationen.
Lørdag mistede en person sin pung, da vedkommende havde handlet ind i Netto på Holbækvej. Det blev først opdaget vel hjemme på bopælen.
Tricktyve var også på spil på Darupvej og i Hyrdehøj i den forgangne weekend.