Fortsæt til indhold

OL til København?

I Flindts Fodspor

Arkiv
Jørgen Flindt

Guld til Danmark i den olympiske svømmehal, der ligger et godt udført diskoskast væk fra Kastrup Lufthavn. Lidt længere væk ligger det Olympiske Stadion, hvor der er plads til 70.000 mennesker. Her spurter otte mænd om kap, for at kunne kalde sig det hurtigste menneske på jord.
I disse dage fylder OL i Rio rigtig meget i mediebilledet, og ikke kun for det sportslige, men også det faktum, at byen og landet Brasilien i bund og grund ikke har råd til at holde sådan en gigaevent. Men det har Danmark da. Har vi ikke?
Jeg mener, hvad betyder 100 milliarder mellem venner.
Nej, spøg til side, svaret er helt klart nej tak til OL i København. Jeg er selv utrolig vild med OL, og jeg har fulgt fænomenet tæt siden OL i Moskva i 1980, hvor jeg var ti år gammel, og det store event er bestemt hyggeligt at se på og spændende at følge med i,
Og siden 1980 har jeg drømt om, at OL kom til Danmark, men det gør jeg nu ikke længere. Det er blevet for stort og voldsomt til, at lille Danmark kan klare det.
Det er egentligt synd, for jeg tror omvendt, at OL har brug for sådan et lille land som Danmark til at tænke nye tanker, nemlig tanker om at mindre også kan være godt.
Hvis vi leger med tanken om et OL i København, mon ikke vi ville tænke grønne tanker som det allerførste.
Den olympiske by, hvor atleter og trænere bor, er altid voldsomt dyrt at bygge, for der skal findes bolig til 11.000 mennesker, men her ville man hurtigt kunne lave lejligheder, der efterfølgende kan sælges eller lejes ud. Jeg mener, i København bygger man jo alligevel som sindsyge, for det er åbenbart der, danskerne vil bo.
Så ville vi nok også gøre brug af de haller, som i forvejen er der. Vægtløftning i Cirkusbygningen, badminton i Brøndbyhallen, cykelløb i Ballerup.
Bagsværd Sø ligger klar til roning, og Skovshoved bliver stedet for sejladser. Det vil ikke kræve helt store investeringer, men ok, nogle milliarder skal nok ofres.
Men så er der alle de andre helt groteske investeringer. En af disciplinerne er kano- og kajakslalom, hvor man skal bygge en kunstig flod med vilde bølger. Den slags koster mange millioner at bygge.
Og så er der det store Olympiske Stadion. Hvor meget ville den blive brugt, når den olympiske flamme er slukket igen? Sikkert ikke meget, for københavnerne samler sig gerne til store koncerter, men er ellers er ikke et folkefærd, der samler sig i store flokke til fodboldkampe.
I Hamborg er der gladeligt 60.000 mennesker på stadion, hvergang det lokale fodboldhold spiller hjemmekamp. Det er man meget langt fra i København, selv til landskampe.
Nå, uanset hvad, er det også bare tankeleg, for København og Danmark får aldrig et OL.
Vi er en bette skid, ja nærmest en lille sniger i vores planets blå underbukser, og OL er en kæmpe prut, der til tider stinker. Desværre. Kæmpen er ved at være vokset ud af sit skind med halvruinerede byer til følge.
Og nok vil vi danskere, som nævnt, ganske givet være gode til at arrangere det, men pengene kan vi nu nok nemt bruge på meget andet.
Med Københavns manglende evne til at arrangere noget mere jordnært som et melodi grand prix, så tør man nu heller ikke stole på københavnernes evne til at vinde guld i økonomisk ansvarlighed.
PS: Jeg deler lige et stort tillykke ud til de danske svømmepiger. Hvor var det en varm olympisk historie, at de hårdt prøvede piger til sidst fik medaljer.