Fortsæt til indhold

Ungdoms- eller akutboliger på gammelt plejehjem

Arkiv
Anette Gundlach

Skal der være akut- eller ungdomsboliger i det tidligere plejecenter i Sct. Pedersstræde, der snart står tomt, efter at det i en årrække er blevet brugt først som plejehjem og siden af psykiatrien. I øjeblikket har Roskilde 400 personer uden tag over hovedet, og tallet forventes at stige. Blandt andet på grund af en ny lov om kontanthjælpsloft, der betyder at flere ikke har råd til at blive i deres bolig. Samtidig søger mange unge til Roskilde, når de skal læse i byen. Kommunen har forsøgt at sælge bygningen i Sct. Pederstræde, men er indtil videre ikke blevet tilbudt den ønskede pris for ejendommen. Roskilde Avis har derfor spurgt politikerne i Byrådets centrale økonomiudvalg for at høre, hvad de gerne vil bruge ejendommen til. Blandt partierne er der bred enighed om, at de 30 små lejligheder skal bruges til en form for boliger, hvad enten ejendommen bliver solgt eller ej. Men spørgsmålet er bare boliger til hvem.

Akut eller til unge

Formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget Bent Jørgensen forklarer, at Venstre meget gerne ser, folk fra den akutte venteliste kommer ind i disse lejlighederne midt i byen. - Vi mangler små centrale lejligheder, og vi har folk, der har stået på listen rigtig længe, siger Bent Jørgensen. - I den seneste tid har vi brugt mange kræfter på at finde boliger til flygtninge. Nu er det på tide, at vi gør noget for andre, der står uden tag over hovedet. Både DF og Enhedslisten er enige i, at man skal have folk fra akutlisten ind i lejlighederne. - Vi skal have svage borgere ind i et godt kvarter, så de har mulighed for på sigt at klare sig selv, siger Merete Dea Larsen fra DF. Hun mener, man bør gøre brug af en ny lov om inklusionsboliger, hvor borgere med problemer kan få ekstra støtte i op til to år, hvorefter de skal kunne klare sig selv. - Det vil give en naturlig udskiftning og hjælpe mange på vej, forklarer hun. Henrik Stougaard fra Enhedslisten mener, at lejlighederne i første omgang skal bruges til folk på akutlisten, men på sigt skal lejlighederne være ungdomsboliger.

Blandede bolcher

Birgit Pedersen fra SF fortæller, at Roskilde generelt mangler boliger midt i byen både til unge og voksne. - Jeg synes, det er en god ide at blande folk, så vi både får ungdoms- og singleboliger i ejendommen. Karim Arfaoui fra Socialdemokratiet mener også, at man bør have blandede boliger i Bymidten, så der både er plads til unge, folk fra akutlisten og andre. Han vil dog ikke komme ind på, hvad partiet synes netop denne ejendom skal indeholde, da bygningen netop har været på Økonomiudvalgets lukkede dagsorden i sidste uge, hvor sagen dog blev udsat. Radikale Jeppe Trolle ønsker som den eneste, at øremærke ejendommen, så den bliver brugt udelukkende til ungdomsboliger. - Vi har et stort behov for ungdomsboliger i Roskilde. Hvis vi får flere i Sct. Pederstræde, vil det frigive lejligheder til andre i kommunen, mener han. Det har ikke været muligt at få fat konservative Lars Lindskov til artiklen. ag@roskildeavis.dk