Frokostteltet i Vedsted gyngede
Bedste vits fra borgmester H.P. Geil kom om dressurrytter fra Haderslev, Eccos Anna Kasprzak, der er i OL-finale: Eccos kollektion næste år omfatter hestesko
Der var fest, musik og sang fra starten, da Vedsteds 11. ringriderfrokost fandt sted med omkring 540 deltagere. Der er basis for et endnu større telt næste år, for deltagerne kommer ikke kun fra Vedsted, men fra det meste af kommunen - og en del også fra andre kommuner.
Landsbyen har 383 indbyggere, hvilket langt overgås af antallet af festende frokostdeltagere.
Traditionerne er indarbejdet - lige fra menu til musik, sange og borgmesteren som hovedtaler. Ganske passende medbragte borgmester H.P. Geil 500 sæt ørepropper til uddeling, men det var nu ikke for at dæmpe støjniveauet i teltet, der ellers nåede en højde, der ville have været ulovlig på en arbejdsplads.
Næh, borgmesteren tog højde for den øgede larm over Vedsted, der bliver en følge, når Flyvestation Skrydstrup om nogle år bliver hjemsted for F-16s afløsere. Den ellers alvorlige sag vendte han til en spøg, hvilket hører til traditionerne, såvel som politiske drillerier.
Dem var der nu ikke mange, for gæstetaler i år er ikke aktiv politiker. Slotsherren fra Gram, Svend Brodersen, der har indrettet en stor avlsgård i Vedsted - Vedsted Cotel - afleverede dog et par af slagsen.
Storbonden Benny Bonde - LA-byrådsmedlem - har også en ejendom i Ustrup, så da Svend Brodersen så Benny Bonde stå tænksom ved Vedsted Sø, tænkte han straks, at Benny nu er ved at udtænke en plan om afvanding af søen, så han kan lede vandet ind over sine marker. En fin stikpille til Bennys Ejsbøl Sø-sag. H.P. Geil fik at vinde, at med hans efternavn er det da ganske klart, at han vil være med i en trekant - pikant henvisning til det kommunale samarbejde i trekantsområdet.
Også H.P. Geil stak i al gemytlighed til Benny Bonde, men mest til Aabenraa og Sønderborg. Den bedste fra hans side kom efter en brandvarm nyhed om, at Ecco- og Haderslevpigen, Anna Kasprzak, ved OL i Rio har kvalificeret sig til finalen i dressurridning, så nu vil der i næste Ecco-kollektion indgå hestesko.
De sædvanlige pikante vitser var der naturligvis, og så forsøgte H.P. Geil sig med en sang til Vedsted Søs pris, hvilket var mere underholdende end skønsang - men de 540 var også kommet for at more sig, og de fik fest og morskab med hjem. Det var de selv de bedste til at sørge for - frokostteltet gyngede fra start til slut.
Vedsted er ganske vist lille, men som ringriderby er den stor. Mere end et par hundrede ryttere mellem 5 år og plus 80 deltog i ringridningen, der fulgte succesen fra den glade frokost op.