Fortsæt til indhold

Flere års arbejde bag sommerens krydstogtbesøg i Nordsjælland

VisitNordsjælland arbejder målrettet på at få krydstogtrederier til at anløbe havnene i Helsingør og Hundested. Det giver bonus i år, hvor der er fem krydstogtanløb i Nordsjælland

Arkiv
Steen Trolle

krydstogt Da det fire stjernede krydstogtskib Deutchland fra det tyske rederi Phönix Reisen den 5. og 18. juni lagde til kaj i Helsingør, var det ikke bare et tilfældigt anløb, der var aftalt et par uger forinden. Det var resultatet af flere års målrettet arbejde, hvor VisitNordsjælland sammen med havnene i Helsingør og Hundested har arbejdet intenst på at få krydstogtrederier til at lægge vejen forbi Nordsjælland. VisitNordsjælland driver sekretariatet for Cruise North Copenhagen, som er et samarbejde mellem Hundested- og Helsingør Havne og Visitnordsjælland, og udviklings- og marketingschef Birgitte Bergman har i rollen som krydstogtansvarlig de seneste år besøgt rederier, deltaget i messer i Europa og USA og været med til møder i krydstogtnetværkene Cruise Baltic, Copenhagen Network og Cruise Europe. Det er disse anstrengelser, der lønner sig nu, hvor krydstogtskibe i denne sommer anløber Hundested tre gange og Helsingør to gange. ”Det er et kæmpe salgsapparat. Rederierne lægger deres ruteplan flere år i forvejen, hvor de er ude og afsøge områderne for at se, hvad der er af oplevelser på destinationen, og hvor vi sammen med incoming-bureauerne, der arrangerer udflugter for krydstogtturister, strikker nogle ture sammen,” fortæller Birgitte Bergman.

Arbejder nu på 2018 og 2019

Hun er nu i gang med salgsarbejdet i forhold til 2018 og 2019 og kan fortælle, at der i 2017 er aftalt fem anløb i Helsingør og at der er udsigt til yderligere anløb i 2018. Samtidig kan Birgitte Bergman og resten af den lokale turistbranche glæde sig over nogle meget positive tilbagemeldinger fra rederierne på de første anløb. ”Vi har fået nogle fantastiske anmeldelser fra rederierne, og krydstogtanløbene har enorm stor brandingmæssig værdi for Nordsjælland. Se bare hvad det har kickstartet af interesse for Hundested,” siger Birgitte Bergman, som anslår, at de to havne hver har potentiale til 5-10 årlige anløb. Det vil dog kræve, at de bliver faste destinationer for et eller flere rederier. ”Vi arbejder med en tre-strenget strategi, som går på anløb til Hundested og anløb til Helsingør samt ikke mindst at få så mange krydstogtsgæster som muligt fra København til Kongernes Nordsjællands attraktioner. Vi vurderer, at vi fra dette segment har ca. 100.000 krydstogtspassagerer,” siger Birgitte Bergman. FAKTA @Brod_Kortfortalt_Erhverv:Krydstogtskibet Deutchland fra det tyske rederi Phönix Reisen besøgte første gang Helsingør den 5. juni. Her blev det 175 meter lange, fire stjernede skib modtaget på Helsingør Havn om morgenen af havnens Cruise Jazz Band, mens VisitNordsjælland stod klar med en velkomst-pavillion. Under besøget havde de 520 gæster, primært tyskere, mulighed for at deltage i en byvandring i Helsingør, slotsbesøg på Nordsjællands slotte eller panoramatur gennem København. Togtet hed ”Best of the Baltic” og sejlede følgende rute: Bremerhaven – Helsingør – Öland – Stockholm – Åbo – Helsingfors – St. Petersburg – Tallin – Klaipeda – Rügen – Ærøskøbing – Kielerkanalen – Bremerhaven.