Fortsæt til indhold

Store muligheder

De nye ejere af Auderødlejren arbejder på en masterplan for området i fremtiden efter år 2018

Arkiv
Jens Patrick Thiede

EJENDOMSKØB Halsnæs’ borgmester Steen Hasselriis har fortalt Halsnæs Avis, at han efter sommerferien skal til møde med de nye ejere af Auderødlejren - ’Udviklingsselskabet af 30/6 2016 Auderød ApS’ . Dette bekræfter Anders Vestergaard-Jensen, der kalder sig hovedejer af samt direktør og fundraiser i selskabet. Bag sig har han adskillige investorer. “Vi skal mødes med borgmesteren og vende hver en sten, hvad angår stedets potentiale.” “Auderødlejren rummer mange muligheder, og dem skal vi have kortlagt, ligesom vi skal kigge på restriktioner i henhold til lokalplanen,” siger Anders Vestergaard-Jensen.

Udvikling og jobs

Han tilføjer, at selskabet skal igangsætte et såkaldt feasibility study, der netop har ovennævnte til formål. “Vi vil gerne lave noget, der gavner lokalområdet og skaber jobs, og her kan borgmesteren byde ind med de lokale styrker og muligheder. Vi skal tage lokale hensyn, men det er også en forretning.” “Vores formål med at købe ejendommen er at lave en masterplan for, hvordan vi kan udvikle den fra a-z. “ “Skal vi lave en håndværkerby eller Danmarks største vandrehjem - for bare at nævne nogle vilkårlige eksempler,” uddyber Anders Vestergaard-Jensen.

Borgmester Steen Hasselriis skal mødes med de nye investorer efter sommerferien.

Tidligst i foråret 2018

Han kalder dog også området “en svær størrelse og svær sag at arbejde med” - ikke mindst med henblik på, at stedet via dets fortid som militærlejr rummer en del miljømæssige udfordringer. “Men det må vi se på efterhånden,” siger den nye ejer, der ifølge den digitale tinglysningsbog har betalt 16 mio. kroner for ejendommen Auderødvej 90.

Asylcenter til mindst 2018

De nye planer for stedet bliver dog ifølge ham tidligst realiseret fra foråret 2018. Her vil den nuværende aftale med Udlændingestyrelsen om at bruge lejren som asylcenter udløbe. “Vi begynder tidligst at realisere vores planer for stedet i 2018, når den aktuelle lejekontrakt udløber.” “Så må vi se på Udlændingestyrelsens behov til den tid. Lejren fungerer jo godt som asylcenter, så vi kan ikke præcist sige, hvornår vi går videre med planerne for stedet.” “Måske skal aftalen med Udlændingestyrelsen forlænges med to eller fire år, når vi når 2018,” fortæller Anders Vestergaard-Jensen. Borgmestermøde efter sommerferien EJENDOMSKØB Auderødlejren er netop blevet købt af “Udviklingsselskabet af 30/6 2016 Auderød ApS”, og det glæder borgmester i Halsnæs Kommune, Steen Hasselriis. “Ejerne har kontaktet mig og forklaret, at de vi give mig en nærmere orientering om deres planer efter ferien.” “Jeg ser positivt på, at der muligvis kommer gang i noget derude i løbet af nogle år, for de har næppe købt det, hvis ikke de vil noget med grunden,” siger Hasselriis.