Fortsæt til indhold

Alsidighed og en stjernekikkert er på efterårets musikalske program

Bygningen byder på et alsidigt koncertprogram. Både i og udenfor huset

Arkiv
Jørgen Flindt

Normalt er stjerne indenfor musikken enten noget med, at kunstnerne er stjernerne, eller anmelderne uddeler stjerner.
Men til november kan man opleve Nikolai Nørlund nærmest være en del af Mælkevejen, for han giver koncert i observatoriet Sirius i Torvegade i Vejle.
Og Kajsa Vala Duo kan opleves et stenkast væk, når duoen giver koncert i rådhuset. Også andre koncerter vil efter planen finde sted på steder, der ikke kan kaldes typisk koncertsteder.
Det er Bygningen, der står som arrangør, og det store spillested i Vejle byder da også på en masse koncerter i løbet i efteråret, som finder sted på en af Bygningens egne to scener.
“Programmet er så alsidigt, at det spreder sig fra etablerede navne som Allan Olsen, over hippielegenderne i Baby Woodrose, til kometen Alex Vargas og upcoming succesen Phlake, tilsat både verdensmusik, hard rock og rap, med henholdsvis Afenginn, Helhorse og Benal,” lyder det fra Bjarne Rask, der er spillestedsleder hos Bygningen.
Af andre navne kan nævnes beatpoeten Claus Høxbroe samt forskellige kunstnere som Bisse, The Blue Van, Bo Evers og de fire unge mænd i Page Four.