Elever sætter demokrati på skemaet
Eleverne på Sct. Nicolai Skole i Køge har fået et nyt fag efter sommerferien. Det hedder Demokratid, og i modsætning til de andre fag, så er det eleverne selv, der bestemmer i denne time
Elevdemokratiet har fået et boost på Sct. Nicolai Skole efter sommerferien, hvor et helt nyt fag skal være med til at øge alle elevernes mulighed for inddragelse i skolens hverdag.
Faget har fået navnet Demokratid, og her er det - i modsætning til alle andre fag - ikke læreren der bestemmer. Han eller hun er henvist til en konsulentrolle, for hensigten er, at eleverne selv skal styre timerne i Demokratid.
"Det er et projekt, der skal være med til at øge elevinddragelsen på skolen. Målet er et bedre klassedemokrati med øget inddragelse og mere respekt for hinanden," fortæller Karoline Kjelstrup Hansen, der er formand for elevrådet.
"Vi vil gerne skabe et klassedemokrati, hvor alle bliver hørt. Samtidig skal det give elevrådet en bedre fornemmelse for, hvad der sker i klasserne," supplerer Luna Lykke, næstformand i elevrådet.
Ideen til det nye fag opstod i elevrådet sidste år, og siden blev den godkendt i skolebestyrelsen. Tiden er taget fra den understøttende undervisning, som blev indført med folkeskolereformen.
I praksis har alle klasser altså nu fået en elevstyret time, men de får ikke helt frit spil i forhold til, hvad der skal ske i timerne. Tiden skal bruges til at drøfte både interne udfordringer i klassen og emner, der omhandler hele skolen. De første gange medvirker repræsentater fra elevrådet, men siden er det hensigten, at eleverne i klasserne skal styre møderne selv med ordstyrere og referenter.
De første Demokratidtimer er allerede gennemført, og der vil blive evalueret løbende på det nye tiltag.