Fortsæt til indhold

Det er billigt at være fan af OB

Kun Randers overgår OB’s priser - når merchandise medregnes

Arkiv
Danni Paulsen

En analyse foretaget af spareportalen CupoNation viser, at det er billigere at være fan af det fynske fodboldflagskib i forhold til andre Superligaklubber.

CupoNation
har kigget på, hvad de forskellige klubber tager for deres billigste sæsonkort, og her er OB med en pris på 495 kroner den billigste klub af alle. Randers FC følger flot trop med 499 kroner, hvorefter der er et stort hop på 200 kroner op til nummer tre på listen, Viborg FF.

Meget overraskende er det dyrest at være fan af oprykkerne AC Horsens, der tager 1.700 kroner for det billigste sæsonkort.
Spareportalen har også kigget på, hvor mange kroner du skal have op af portemonnæen, hvis du skal have en klubtrøje og et halstørklæde med. Her er Randers samlet set billigst med 1.129 kroner, mens det i Odense koster 1.145 kroner.

Direktør: Klar strategi

Analysen overrasker ikke administrerende direktør i Odense Sport & Event, Ole Bang Nielsen.

“Vi er helt klar over, at vi er billige. Det er fordi, vi gerne vil medvirke til at skabe stemning på tilskuerpladserne, så meget vi nu kan. God stemning kræver mange mennesker, og vi har derfor sagt, at vi hellere vil kræve mindre for et sæsonkort, hvis der som afledt effekt kommer flere på stadion,” siger han til Lokalavisen og tilføjer:

“Den strategi har vi kørt noget tid, og det er lykkedes ganske godt med eksempelvis en næsten fyldt stemningstribune hver gang. Fire ting betyder noget, når folk skal på stadion. Holdets spil og placering, kamptidspunkt, vejret og prisen. Den sidste har vi så prøvet at tage ud af ligningen, så det ikke skal afholde folk fra at komme.”

Prisen kan OB justere så meget, fordi den ikke betyder meget i det store billede, forklarer Ole Bang Nielsen.

“Økonomien er strikket sådan sammen i en Superligaklub, at selvfølgelig betyder entreindtægter noget, men det er langtfra den væsentligste indtægtskilde. Det er derimod tv-indtægter og sponsorater. Men det hele hænger sammen, for jo mere liv, der er på lægterne, jo mere underholdende er kampen at se på tv, og jo større eksponering får sponsorerne.”

Kan du love, at der ikke kommer en voldsom prisstigning, hvis OB kommer med i toppen?


“Nej, jeg kan ikke love, at vi ikke regulerer priserne, hvis det tænder helt af, men et eller andet voldsomt hop fra den billige ende af prisfeltet til den øvre kan jeg godt love, vi ikke laver. Det vil ikke give nogen mening for os.”