Fortsæt til indhold

Stige-borgere vil bevare købmand

Stor interesse for folkeaktier, der skal genåbne savnet Spar-butik

Arkiv
Emil Hermann

Over 3000 borgere i Stige og omegn ejer en hvid seddel, der kan omdannes til en folkeaktie.

Hvis de overfører enten 400 kroner (b-aktie) eller 1000 kroner (a-aktie) til den nystiftede forening, Udvikling Stige, får borgerne en andel i det fællesskab, der arbejder på at genåbne den lokale købmandsbutik.

Det fortæller Morten Due Albrektsen, der måtte lukke sin Spar for cirka en måned siden grundet dårlig økonomi og nu er en del af samarbejdet med byens borgere og erhvervsliv, der skal gøre bymidtens eneste supermarked foreningsejet.

Onsdag i sidste uge mødte over 500 lokale borgere op i Stige Hallen til den stiftende generalforsamling, hvor Udvikling Stige så dagens lys.

Den lokale interesse betyder, at Spar-butikken måske snart åbner igen, hvis det altså går godt med salget af folkeaktierne, hvor der er deadline for tilkøb 24. august.

“Vi er meget positive omkring, at det kan lade sig gøre at åbne butikken igen. Vi havde printet 350 tegningsaftaler til borgermødet, og de blev flået væk. Derfor måtte vi ned og printe 150 yderligere, så vi endte med at dele mindst 500 ud.

Derudover har vi i weekenden delt sedler ud til alle hustande i Stige og omegn,” fortæller Morten Due Albrektsen, der skal bruge 1,2 millioner kroner til at åbne butikken igen. Pengene skal gå til varelager og garantisættelse.

Hvis Spar-butikken genåbner i november og lukker ned om tre år, får du ikke refunderet dine penge.
“Folk skal se det som en investering i at få en lokal købmand tilbage,” siger Morten Due Albrektsen.

Overtog kæmpe gæld

For halvandet år siden overtog Morten Due Albrektsen Spar-butikken, der havde gæld og manglede tillid fra kunderne.
Det var derfor en hård kamp at få butikken til at gå 40 procent frem i omsætning. Så hård, at økonomien ikke kunne hænge sammen.

“Det sorte hul i starten kostede os meget dyrt. Jeg tog en chance og håbede, at jeg kunne rette omsætningen op. Det kunne jeg også, men den gamle gæld var ond,“ fortæller købmanden.

Ifølge Morten Due Albrektsen var supermarkedet velbesøgt af især ældre mennesker samt helt unge.

“Mange ældre er glade for at gå eller cykle herop. Det samme gælder de lokale børn, som er trygge ved at handle i bymidten. Og så har vi selvfølgelig også børnefamilier,” siger han.

Hvis du vil støtte projektet, kan du downloade tegningsaftalen på Facebook-siden “Stige”.