Fortsæt til indhold

Unge vil udvikle grænseregionen

Unge videregav gode idéer til politikerne i Ungdomsparlament

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Netværk, nye venner, socialt samvær - og forhåbentlig at plante et solidt fingeraftryk på udviklingen af de dansk-tyske relationer over grænsen.
Det er formålene for de 36 unge mennesker, der de seneste to uger har været samlet i henholdsvis Aabenraa og Leck. De har alle deltaget i højskoleopholdet med titlen jUNG zuSAMMEN, hvor formålet blandt andet er, at de skal komme med idéer til, hvordan grænseregionen kan udvikles.
Der arbejdes intenst med forslagene, og kulmininationen på højskoleopholdet er et Ungdomsparlament, hvor de unge får lov at præsentere udvalgte politikere og erhvervsfolk for deres idéer.
Det er tredje år i træk, arrangementet løber af stabelen - de seneste to år med Grænseforeningen som arrangør.

Netværk og socialt samvær

De tre unge Daniel Goos fra Aabenraa, Nicole Fries-Pedersen fra Kliplev og Hans Hallmann fra Haderslev er alle glade for beslutningen om at deltage i højskoleopholdet.
“Jeg var med sidste år, og det var fuldstændig fantastisk, så valget om at deltage i år var let,” fortæller Hans Hallmann, der stammer fra Haderslev, men nu bor i Aarhus, hvor han læser statskundskab.
“Selvfølgelig vil vi gerne være med til at udvikle idéer til at udvikle regionen, men for mit vedkommende har opholdet også en stor social dimension. Vi får masser af gode oplevelser sammen,” supplerer Nicole Fried-Petersen.

Gode idéer

De tre unge har været med i hver deres gruppe under opholdet, og repræsenterer tre af de idéer, der blev præsenteret for politikerne i torsdags til Ungdomsparlamentet, der i år fandt sted på Schackenborg.
“Vi har arbejdet med vindmøller, og hvordan vi måske kan udnytte dem til turistformål. Man kunne måske forestille sig noget med kunst eller måske en svævebane mellem møllerne,” fortæller Nicole Fried-Petersen.
Daniels gruppe vil gerne udvikle en app, der opfordrer til interaktion mellem turister og de lokale borgere.
Hans' gruppe har arbejdet med infrastruktur på tværs af den dansk/tyske grænse.
“Altså min drøm er jo, at jeg kan rejse med det offentlige fra Haderslev til Flensburg på 45 minutter. Som det er i dag, så skal man med bus eller tog og skifte tre gange undervejs. Det må simpelthen kunne gøres bedre”.
Alle tre opfordrer andre unge til deltage på højskolekurset.
“Mange tror, det er mega-politisk. Men der er altså også plads til fest og farver,” understreger Daniel Goos.