Fortsæt til indhold

Snorkle-event ved Sønderborg Slot

WWF Verdensnaturfonden arrangerer i samarbejde med foreningen Als Stenrev og Sønderborg Kommune 'Opdag Havet' event på Fluepapiret

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

WWF Verdensnaturfonden arrangerer i samarbejde med foreningen Als Stenrev og Naturskolerne i Sønderborg Kommune snorkle-event på Fluepapiret ved Sønderborg Slot lørdag den 27. august.
WWF og Naturskolerne sørger for varme våddragter, masker, finner og snorkler til folk i alle aldre og størrelser.
Under Opdag Havet-snorkleturen guides man kyndigt af WWF Verdensnaturfondens havbiolog, chef-snorkleguide Peter Skødt Knudsen og hans snorkle-crew.
"Mange tror at havet i Danmark er grumset, koldt og havbunden flad og kedelig. Men det er en myte. Den danske havnatur har rigtig meget at byde på. Als Sund/Flensborg Fjord er bestemt ingen undtagelse. Jeg regner med, at vi støder på flotte blåmuslinger-banker, smukke tang-skove af bl.a. savtang og blæretang og flere slags fisk, bl.a. sandkutlinger," forudser Peter Skødt Knudsen.

Revets Dag

WWF's snokle-event indgår i arrangementet 'Revets Dag', hvor man fejrer det forestående arbejde med at etablere seks stenrev omkring Als.
Et af stenrevene – et informations- og snorklerev – etableres netop ud for Fluepapiret ved Sønderborg Slot. Man kan selv svømme ud og smide de første små sten til etablering af det kunstige stenrev.
"Sten, som ligger på havbunden eller i bunker som stenrev, kaldes 'havets oaser'. De er livsvigtige levesteder for havets mange dyr og planter, som har brug for stenene som skjulesteder og opholdssted. I dag er der kun fem procent tilbage af de sten på havbunden, som var der for 200 år siden. Men det er vi i gang med at lave om på," siger Andreas Hermann, naturskoleleder i Sønderborg Kommune.
"Med det nye stenrev får vi i fremtiden en langt større variation af arter. Bl.a. torsk, søanemoner og søpunge vil dukke op. Så mød endelig op og vær med til at smide de første sten," lyder opfordringen fra Peter Skødt Knudsen.
I forbindelse med snorkleeventen kan man også få den naturstridige oplevelse at trække vejret under vandet ved at komme på prøve-scuba-dyk med Dykkerklubben Poseidon.
På stranden kan man lave tangsnobrød, ryge fisk og gå på opdagelse med hænderne i et seks meter langt rørebassin med levende fisk morgenfanget på dagen af lokale fiskere i ruser og garn.
Søren Larsen fra TV2's 'Under overfladen' viser sine smukke undervandsfilm fra stenrevsprojekter i Lillebælt og andre steder, og fortæller om, hvordan udlægning af sten forandrer betingelserne for livet i havet.

WWF-chefsnorkleguide Peter Skødt Knudsen ved at gøre en snorkleevent-deltager klar. Foto: WWF DK/Amalie Rolst Christensen

Brug din mobil

Under Sønderborg-eventen vil WWF's snorkle-team give gode råd om, hvordan man registrerer sine marine fund i WWF's Opdag Havet-app.
Hvis man downloader app'en på mobiltelefonen kan man – selv om man hverken er havbiolog eller forsker - på en nem og sjov måde via mobilen hjælpe forskere med vigtig viden om den danske havnatur.
Via app'en kan man nemlig registrere 76 marine arter, som man støder på i strandkanten eller under en snorkletur i havet.
Registreringerne tilgår automatisk WWF's database. Efterfølgende vil WWF-biologer i samarbejde med forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) på Københavns Universitet analysere og registrere borgernes fund.
"Den viden, vi indsamler i dette projekt, vil klæde os endnu bedre på i kampen for beskyttelse og bevaring af havets arter. Så hver eneste registrering i Opdag Havet-app'en er værdifuld," understreger WWF-projektleder Susanne Amsinck.
Det er første gang, at Citizen Science-metoden i denne skala tages i anvendelse på havnatur-området i Danmark.
WWF's Opdag Havet-projekt - som sommerens events ved de danske kyster er en del af - finansieres af Aage V. Jensen Naturfond.

FAKTA

Det foregår lørdag den 27. august fra kl. 10 15 ud for Strandvej 1 i Sønderborg.
Medbring håndklæde og badetøj.
Eventen gennemføres uanset vejret.