Fortsæt til indhold

Historiecenter vil udvide

Politikere giver Historiecenter Dybbøl Banke 100.000 kroner til udvidelsesplaner

Arkiv
Mikkel Hansen

Historiecenter Dybbøl Banke vil gerne udvide, og centeret har nu fået 100.000 kroner fra Udvalget for Kommunal og Regional Udvikling samt Erhvervsudvalget i Sønderborg Kommune til at arbejde videre med planerne.
Udvidelse skal blandt andet gøre Historiecenter Dybbøl til en helårsattraktion. Herudover ønsker man at etablere et udsigtsgalleri, hvor moderne digitale teknologier viser de besøgende Dybbøl Banke, som den så ud i 1864. Det er også planen, at skabe udstillinger, der hensætter historiecenterets publikum til skanserne under bombardementet, de prøjsiske angrebsværker og det brændende Sønderborg.
Udvidelse skal efter planen indvies i 100-året for Genforeningen i 2020.

100.000 kroner til planerne

"Vi så i forbindelse med 150-året for slaget på Dybbøl, at der var en helt enorm interesse for at besøge Historiecenter Dybbøl. Samtidig har Tom Buk-Swientys fremragende bøger og Ole Bornedahls 1864-film skabt en enorm interesse for vores område. Derfor er jeg glad for, at vi i Erhvervsudvalget kan bidrage til, at Historiecenter Dybbøl kan fortsætte sin gode udvikling," siger formand for Erhvervsudvalget, Ole Wandahl Stenshøj.
De 100.000 kroner, som er bevilget til Fonden Dybbøl Banke, skal bruges til at lavet et illustreret projektmateriale, der efterfølgende skal bruges til at rejse penge til selve udvidelsen. Og det skal også nok lykkes, mener formand for Udvalget for Kulturel og Regional Udvikling, Stephan Kleinschmidt:
"Historiecenter Dybbøl fortæller om en af de mest dramatiske begivenheder i Danmarkshistorien på en moderne, spændende måde, og tiltrækker mange turister fra både ind- og udland. Samtidig er fortællingen om krigen også en platform, hvorfra man kan fortælle om, hvordan fjendskab blev til venskab og hvordan det gode naboskab mellem Danmark og Tyskland i dag virker helt naturligt for indbyggerne her nord og syd for grænsen.
Historiecenter Dybbøl er en af de største turistattraktioner i det Syd- og Sønderjylland.
Siden de nuværende rammer med soldaterby og en rekonstrueret skanse stod klar i 2007 er besøgstallet steget med 50 procent.

Arkivfoto: Mikkel Hansen