500 års dag fejres med Luther lagkage
Styregruppen for markeringen af 500 året for Reformationen præsenterede forleden højdepunkter og en ny internetside
I 2017 bliver kristendommens reformation fejret verden over. 500 året for Luthers reformation betyder noget helt særligt i Haderslev.
Domkirkebyen blev som det første sted i Danmark reformeret af den daværende Hertug Christian, senere Christian III, i 1526, hvilket var hele 10 år før resten af Danmark.
I forbindelse med forberedelserne til 500 årsdagen kickstarter Haderslev derfor også den historiske fejring allerede til efteråret, dog ikke på hjemlig jord, men derimod i venskabsbyen Wittenberg. Her bliver byens slotskirke efter en omfattende renovering genåbnet 2. oktober 2016 med Dronning Margrethe og den tyske Bundespräsident Joachim Gauck som gæster. Dronningen har i egen person kreeret det prædikestols-antependium, som den tyske præst i Haderslev stift, Christa Hansen, tager i brug på dagen. Også Haderslev Drengekor er med til at markere den festlige begivenhed.
“Det er en stor glæde og ære for mig,” sagde Christa Hansen i forbindelse med et pressemøde på den gamle latinskole, hvor hun sammen med blandt andet formanden for styregruppen, Jens Chr. Gjesing, præsenterede højdepunkterne for 500-årets fejring.
“Haderslev kommer uden tvivl til at stå i centrum i det kommende år,” tilføjede Jens Chr. Gjesing.
Allerede til efteråret kommer “Luther-feberen” til at ramme Haderslev: 15. oktober præsenterer domsognet i samarbejde med Måle Fortælleteater en verdenspremiere, nemlig teaterforestillingen “Katharina Luther - Munkens Brud”, mens dronningen gæster Haderslev og domkirken i pinsen 2017 i forbindelse med en national festgudstjeneste.
Styregruppen præsenterede desuden en ny internetside, www.reformation.nu, som løbende opdateres med nyheder og informationer omkring Reformationen og det store fejrings-program.
“Vi regner med, at programmet bliver tre til fire gange så omfangsrigt op til jul,” siger Jens Chr. Gjesing, mens Christa Hansen opfordrer foreninger og andre interesserede, som har input eller planlægger events i forbindelse med jubilæumsforberedelserne, til at melde ind i god tid.
Og så bød pressemødet også på lækre nyheder - en Luther-kage, som den lokale bagermester og medindehaver af Lagkagehuset, Steen Skallebæk, har kreeret i samarbejde med styregruppen. Fås mod forudbestilling.