Fotobiennale sætter spot på storbyer
Brandts skaber nu sammen med Fotografisk Center og Galleri Image et nyt, tilbagevendende pejlemærke for internationalt fotografi og kamerabaserede medier i Danmark. Fotobiennalen rummer flere udstillinger og talks.
Biennale-udstillingen 'Cities and Memory' peger ud i verden og sætter spot på storbyer, der er i rivende udvikling med mere end 20 fotografer fra verdens vækstøkonomier.
Brasilianske, russiske, indiske, kinesiske og sydafrikanske fotografer giver et indtryk af den eksplosive transformation, storbyerne i de fem lande undergår. Med fotografernes eget blik på, hvem de er samt den udvikling og de diskussioner, der foregår i deres hjemlande. Vil fotoet ændre vores forestilling om deres verden?
Biennalen vil vise både etablerede og upcoming navne og tager dermed også en pejling på, hvor fotografiet er i dag.
I forbindelse med Fotobiennalens åbning 25. august kl. 17-21 afholder Brandts workshops og artist talks med deltagende kunstnere, kuratorer og andre. Det er gratis og alle er velkomne.