Fortsæt til indhold

21-årig ungarer står bag Escape Game

János Mészáros drømmer om at udvide til resten af landet - og i sidste ende verden

Arkiv
Danni Paulsen

Efter måneders tests, optimeringer og forberedelser kunne János Mészáros forleden officielt åbne sin nye virksomhed AMAZE Escape Game.

Den blot 21-årige ungarer har fået en fornem beliggenhed med lokaler på første sal inde i baggården ved Overgade 41B.

Selvom det ikke var problemfrit for den unge iværksætter at få startet sin virksomhed op i et fremmed land, så er han glad for, alt endelig er på plads.

“Det var meget svært at komme i gang i forhold til tilladelser og alt muligt, men det lykkedes, og nu har vi haft åbent i et par uger. Jeg tror, det bliver en succes,” spår den engelsktalende østeuropæer, som stråler af gåpåmod.

Har en fordel

János Mészáros har da heller ikke tænkt sig, at dette skal være hans eneste Escape Room.

“Målet er at udvide til en masse andre byer i Danmark og senere hen hele verden. Rummene her i Odense skal ligesom være en prøveklud for at se, om det kan blive en succes andre steder også.”

Markedet er i hvert fald stort, mener han. Spillet er for alle. Lige fra en familie, der vil lave noget anderledes, til virksomheden, der vil arrangere teambuilding, og festglade polterabend-selskaber.

Og så har han en fordel i forhold til konkurrenterne, mener János Mészáros, der til daglig studerer Business Management på SDU.

“Jeg ville finde på en eller anden forretning at starte op her i byen, og der var et Escape Room oplagt. Der var ikke noget i Odense, og jeg kender en hel del til det fra mit hjemland, hvor der er over 150 rum i hovedstaden Budapest. Her er det meget populært,” fortæller han og bedyrer, at spillet stammer fra Ungarn, selv om nogen nok vil påstå, at konceptet blev opfundet i Japan.

To steder i Odense

János troede, at han ville være den første, der startede et Escape Game op i Odense, men sådan gik det ikke.

Pludselig opdagede han, at der nærmest samtidig, som han åbnede, også åbnede et på Gråbrødre Plads.
Men det gør nu ikke noget med lidt konkurrence, bedyrer han. Tværtimod.

“Det er da lidt underligt, at vi åbnede samtidig, men det er bare et tilfælde. Hvis du kan lide oplevelsen ved et Escape Game, så vil du sikkert gerne prøve begge steder,” slutter den driftige ungerer.