Fortsæt til indhold

Gyldne halnøgler skifter hænder

Jørgen Nielsen, centerchef i Marienlyst i 20 år, trækker sig tilbage

Arkiv
Emil Hermann

Alting har en ende.

Det gælder også for Jørgen Nielsen, der igennem 20 år har vedligeholdt, arrangeret massevis af messer og smilet til brugerne i Marienlystcentret.

Men fremover er det slut med at løbe ind i den høje mand med de glade øjne og store overarme.
Centerchefen går nemlig på pension, og det bliver underligt for den uddannede bygningssnedker at vænne sig til den nye tilværelse.

“Jeg har mødt klokken syv om morgenen i alle de 20 år, jeg har været centerchef, så den rutine bliver nok lidt svær at komme af med i starten. Jeg kommer også til at savne mine kolleger helt vildt. Især de hyggelige stunder omkring morgenkaffe, hvor vi fordelte dagens arbejdsopgaver,” lyder det fra den 65-årige Jørgen Nielsen.

Men så er det heldigt, at han har andre interesser, som kan kompensere for det sociale tab.

Jørgen Nielsen har nemlig i 16 år været bidt af at sende en gummibold flere hundrede meter ud i luften.

“Jeg spiller en helvedes masse golf, så jeg kommer til at få mange hyggelige timer i Odense Eventyrgolf sammen med bekendte og venner, siger golfelskeren, der i øvrigt har et imponerende handicap på 14,5.

Vil stadig vise sig

En endegyldigt farvel er der dog ikke tale om, selvom den helt store reception fandt sted sidste fredag i Marienlystcentret.
For otte timer om ugen skal han hjælpe sportsklubben med at holde overblik og organisere som kampfordeler.
“Jeg kommer til sørge for at de hold, der spiller i centret eller på banerne, har omklædning og bane til rådighed, så der ikke opstår nogen pinligheder,“ fortæller han og tilføjer:
“Det er jeg selvfølgelig glad for, da jeg sætter stor pris på at være i dette sportsmiljø.”
Jørgens Nielsen afløser er allerede fundet, og han kommer fra egne rækker.

Volleytræner overtager

For dem, der går op i volley, er den nye centerchef et kendt ansigt.
Kaj Jeppesen har været træner for herreholdet i Boldklubben Marienlyst i mange år og siden 2003 tilknyttet som ansat med ansvar for økonomi og administration, som han i øvrigt også er uddannet i fra SDU.
“Jeg håber, at jeg kan skaffe flere brugere til vores center, så kommunen låner flere af vores baner. Derudover glæder jeg mig til at arbejde med driften i klubben med hjælp fra en stor skare af medarbejdere,” siger han.