Sæsonstart på ferniseringer i Ølsemagle Sognegaard
Sognegårdens vægge har været uden billeder i sommer, men mandag den 22. august har ægteparret, Karin og Gerhard Hornuff fra Ejby, lovet at pynte op med deres kunst
Karin Hornuff kommer med sine akvareller og Gerhard Hornuff med fotos af alt, hvad hans kameralinse kan opfange. Det er fascinationen af at tage ud i verden, se og lade kameraet opfange oplevelsen, komme hjem, lave billederne, og genopleve hele turen, der giver Gerhard Hornuff tilfredsstillelse, og holder ham til ilden.
Gerhard Hornuff er medlem af fotoklubben ”Negativ” i Roskilde, hvorigennem han har udstillet i Galleri ”Farver Hammers Gård” Ringstedgade 1 i Roskilde.
Akvarellen har helt sin egen sjæl, som kunstneren kun delvis er herrer over. Når beskueren ser på Karin Hornuffs billeder, forstår man godt, at teknikken skal være i orden. Karin Hornuff er medlem af Nordisk Akvarelselskab, har modtaget undervisning fra en række kendte kunstnere bla. Alek Krylow, Birgitta Glode, Maria Dinzburg og har flere udstillinger bag sig.
Ferniseringen finder sted mandag d. 22. august kl. 17.00. Ølsemagle menighedsråd er vært ved begivenheden og sørget for lidt til gane og hals. Entreen er gratis.