Fortsæt til indhold

Sin egen herre

Ny tøjbutik med eksklusivt tøj åbner i Frederiksværk torsdag

Arkiv
Jens Patrick Thiede

BUTIKSÅBNING Frederiksværk bymidte fik en ny tøjbutik, da “Stay” åbnede porten for folket torsdag den 28. juli i Nørregade 10B, kælderen, i Blå Kors tidligere lokaler. “Jeg har gerne villet åbne en tøjbutik i mange år. Det har været min drøm at blive sin egen herre og lave noget, der interesserer mig,” fortæller indehaver Rikke Junker Petersen, der er uddannet pædagog. Hun bor til dagligt i Slangerup, men har familie i Frederiksværk og kender byen særdeles godt.

Eksklusivt koncept

“Vi har kigget efter et sted, hvor man ikke havde vores koncept med eksklusive mærkevarer i dametøj i forvejen, og jeg mener ikke at have set en butik af den slags i byen.” “Frederiksværk har charme og er et hyggeligt sted tæt på vandet. Det hele er lidt ferieagtigt, og der er kommet liv i gaden. Det glæder jeg mig meget til at blive en del af,” siger den nye ejer. Kundesegmentet håber hun bliver bredt - fra gymnasieeleven til den voksne kvinde, og sortimentet rummer også accessories - dvs. nips og pynt. Hun skal selv passe butikken, men får også løbende hjælp af sin datter.

Indehaverens husbond har været i gang med at indrette de sidste detaljer før åbningen torsdag.