Smag på humlen til Køge Øldag
Det er lidt ligesom juleaften - juleaften for alle ølentusiaster, hvor hovedpersonen er humlen, og den måde de mange kreative og kompromisløse bryggere anvender den grønne plante
Humlelysene er i hvert fald allerede tændt, når de mange ølentusiaster fra nær og fjern står op lørdag morgen den 20. august 2016 og begiver sin ind i Køge centrum – i Hugos Gård, hvor begge købmandsgårde denne dag er omdannet til en stor levende ølfestival.
Udstillere både danske og udenlandske har i deres medbragte bagage en mængde spændende øl og ølnyheder, så alle øltyper og stilarter vil være repræsenteret denne dag.
Fra Danmark kommer et væld af bryggerier, såsom Fur Bryghus, Hornbeer (kåret som årets bryggeri 4 gange), Det Belgiske Hus, Krenkerup Bryggeri, Det Lille Bryggeri, Bryghus no. 5 fra Holbæk, Munkebo Mikrobryg (årets bryggeri 2015), Thisted Bryghus (årets bryggeri 2016), Frederiksund Bryghus, Næstved Bryghus, Husbryggeriet Jacobsen og mange mange andre, bl.a. en amerikansk fadølsbar, med noget af det ypperste USA lige nu har at byde på.
Svensk brygkunst
Från hinsidan kommer Brewski fra Helsingborg. Nu har mange holdninger til svensk brygkunst, men rent faktisk brygges der i disse år fantastiske øl i Sverige, og mikrobryggerierne skyder op lige så hurtigt som svampe i den svenske skovbund.
Og det er med en vis stolthed, at arrangørerne kan præsentere Brewski, og ingen tvivl om, at det ølglade publikum nok skal finde vej til deres stand, og få erhvervet sig en smagsprøve eller to og i tilgift en god svensk ølsnak.
Adgangskort til Køge Øldag 2016 kan købes hos Hugo's, i Meny (Wika) og hos Køge Turistforening (Visit Køge). Dog opkræves der et gebyr på kr.10,00 pr. adgangskort hos Visit Køge. Man kan med fordel købe adgangskort i forvejen, idet prisen på selve dagen er kr. 150,00. For dette beløb får man en festivalguide, smageglas og 5 smagepoletter. Ekstra smagepoletter kan købes på festivalpladsen.
Ingen Øldag i Hugo's Gård uden musik, og denne dag vil det være gruppen Yeah, Yeah, Yeah, der leverer den musikalske underholdning.
Det er Danske Ølentusiaster, Køge Lokalafdeling, og Hugo's, der i tæt samarbejde arrangerer Køge Øldag, som første gang så dagens lys i 2011.
Køge Øldag 2016 afholdes fra kl. 11.00 – 21.00.