MY kommer på besøg
Der er smukt gammelt grej at kigge på når togentusiaster gæster veteran-skinner i Haderslev og Vojens
Haderslev og Vojens får lørdag 20. august besøg af 110 jernbaneentusiaster. Og de kommer til byen med deres eget tog. Et veterantog sat sammen som et DSB Intercitytog tog sig ud, indtil de nu velkendte hvide IC-tog afløste først i 1990'erne.
Under opholdet i Haderslev besøges seværdigheder i byen. Der er også indlagt et virksomhedsbesøg og valget er her faldet på Fuglsang Maltfabrik og bryggeri.
Arrangementet er kommet i stand gennem et samarbejde mellem MY Veterantog og vores lokale forening, Veteranbanen Haderslev-Vojens, VHV. Og det er sat på skinner således, at lokale og andre interesserede kan hoppe på toget og køre med på strækningen Haderslev -Vojens. MY-veterantoget kører fra Vojens kl. 12.30 og 15.30 og fra Haderslev kl. 14.30 og 16.45. Sidste afgang dog kun til Vojens for lokale passagerer
Veterantoget trækkes af et stort MY diesellokomotiv. En type der kom til DSB i 1953, og som blev udrangeret i år 2000. Hos DSB havde lokmotivet nr. MY 1126. I slutningen af 1980'erne lod DSB lokomotivet i bemalingen udsmykke med kunstneriske motiver. Og sådan fremstår det i dag. På krogen har det 101 tons tunge lokomotiv typiske gamle IC-personvogne.
"Det er tredje år i træk, vi laver en sådan langtur på de danske skinner med særlige attraktive besøg. I år kører vores tog til Sønderborg og Haderslev. Og Haderslev er i denne forbindelse noget helt særligt. Det er en decideret veteranbanestrækning, som vores tog kan og må køre på, og så har banen Haderslev-Vojens banen også 150 års jubilæum i år. Det vil vi gerne være med til at markere," siger formanden MY Veterantog, Henrik Sandum. Og formanden for Veteranbanen Haderslev Vojens, Flemming Elmdal Kramer, udtrykker glæde over, at veteranbanen endnu en gang formår at tiltrække turister til området./pra