Fortsæt til indhold

Flådefartøjer har atter kurs mod Haderslev

Uddannelsesskibe gæster Haderslev i weekenden den 19. til 21. august

Arkiv
Mette Henriksen

Søværnets uddannelsesfartøjer Alholm og Ertholm kommer på officielt adoptionsbesøg. Besøget finder sted i dagene 19. til 21. august med ankomst klokken 11.30 ved Hønnørkajen, og skibenes besætninger glæder sig til gensynet med Haderslev, og til igen at kunne byde kommunens borgere velkommen om bord .
En, der glæder sig særlig meget til besøget i år og som står ved roret, er premiereløjtnant Maja Sandal, der er chef på Alholm, og som egenlig skulle have ført skibet sikkert til Haderslev på sidste års adoptionsbesøg. Men en brækket ankel spændte ben for hendes deltagelse.
Inden skibene ankommer til Haderslev Havn anløber Alholm og Ertholm Aarøsund. Her skal skibene hente en klasse fra VUC Syd, som i anledning af adoptionsbesøget har fået lov til at sejle med det sidste stykke ind til Haderslev. Udover en flot sejltur får kursisterne mulighed for at få et lille indblik i dagligdagen ombord på Alholm og Ertholm, en verden, der normalt kun er forbeholdt Søværnets egne folk.
Borgmester H.P. Geil byder skibene velkommen til Haderslev. Kommunen er vært for en let frokost i Haderslev Marineforeningslokaler for besætningerne og inviterede gæster. Lørdag eftermiddag er der ”åbent skib” mellem klokken 13-16 på ALHOLM og ERTHOLM.