HB Køge skal rejse sig efter det første nederlag
Unge Alexander Bah fik en lovende debut for HB Køge i nederlaget mod Fredericia - i denne weekend møder holdet Fremad Amager på hjemmebane
Efter den gode start på sæsonen kom HB Køge lidt ned på jorden igen, da det blev til efterårets første nederlag i udekampen mod Fredericia i sidste weekend. Slutcifrene blev 2-1, selv om HB Køge jagtede en udligning til det sidste i kampen, som altså stødte HB Køge væk fra førstepladsen i 1. division.
Marc Rochester scorede køgensernes enlige mål i opgøret, som i øvrigt var HB Køges første nederlag til jyderne i otte kampe, lige som det var første gang efter sommerferien, holdet måtte indkassere mål i en turneringskamp. Til gengæld kunne man glæde sig over debut til nyindkøbte Alexander Bah - den unge kantspiller fik den sidste halve time af kampen i Fredericia og lagde op til målet, lige som han var tæt på at udligne til sidst.
HB Køge får chancen for at komme op på hesten igen denne søndag, hvor Fremad Amager besøger Castus Park i Herfølge 21. august klokken 13.45. Fremad Amager har endnu ikke vundet i denne sæson, og HB Køge må betegnes som favoritter på hjemmebanen. hvor man senest bød tilskuerne på en flot 3-0 sejr over topholdet Nykøbing FC.
Udover tilgangen af Alexander Bah har HB Køge i øvrigt også forstærket sig ved ansættelsen af den 19-årige midtbanespiller Victor Guldbrandsen. Han har i de seneste to år været tilknyttet talentafdelingen i engelske Ipswich.
"Victor har stort potentiale, som vi håber han kan forløse her hos os. Vi kender ham fra tidligere, og ved, hvad han står for. Victor har sine forcer i spillet langs jorden, den hurtige boldomgang og possession-spillet, og han passer dermed godt ind i den måde, som vi gerne vil spille fodbold på. Victor skal lige tilbage i topform, men vi tror på ham, og glæder os over den øgede konkurrence på vores centrale midtbane," siger sportsdirektør Per Rud ifølge hbkoge.dk.
Han kunne i sidste uge også glæde sig over, at det lykkedes at få solgt klubbens 16-årige stortalent Elias Fritjof Sørensen til engelske Newcastle. Den unge spiller nåede blot fem kampe for HB Køges førstehold, inden han altså nu er skiftet til den engelske traditionsklub.
"Vi er stolte over igen at have været med til at udvikle en ung spiller, som er interessant for større klubber i udlandet. Newcastle har fulgt Elias et stykke tid både i landskampe og for divisionsholdet, og har samlet set præsenteret os for en samlet pakke som hverken vi eller Elias kunne sige nej til. Elias er en meget talentfuld, ung spiller, som kan nå rigtig, rigtig langt, hvis han fortsætter med at arbejde hårdt i jagten på at nå sine mål," siger Per Rud om handelen.