Tæt på embedsmisbrug
Venstres borgmester-kandidat Bent Jørgensen anklager borgmester, Joy Mogensen, for at misbruge forvaltningen for egen vindings skyld.
- Problemet er, at hun styrer informationsstrømmen ved at sætte sig på de gode sager, vi andre har i vores udvalg. Det går ud over demokratiet, siger Bent Jørgensen, der er formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget og fortsætter:
- Det svarer til, at vi laver det store arbejde, som hun så efterfølgende tager æren for.
Bent Jørgensen oplevede i denne uge, at han netop var blevet færdig med et udvalgsmøde, da en pressemeddelelse om et punkt på dagsordenen, der viser, at Roskilde klarer sig godt, blev sendt af sted til pressen.
Borgmesteren stod på som eneste politiske kontaktperson. Samtidig havde han ikke fået at vide, at meddelsen var blevet sendt af sted, selvom han er formand for udvalget, der har arbejdet med sagen.
- Det er at gå bag min ryg. Det er dybt problematisk, for det handler om, hvordan demokratiet fungerer, mener politikeren.
Løfter sagerne
Borgmester Joy Mogensen forklarer, at hun ikke forsøger at tage æren for sagerne, men i stedet forsøger at løfte dem.
- Det er min pligt som borgmester at gøre Roskilde synlig på landkortet. Derfor udvælger jeg bestemte sager fra udvalgenes dagsordener, som jeg forsøger at promovere.
- På den måde bruger jeg min borgmesterpost til, at andre får respekt for os og måske får lyst til at flytte hertil.
- Borgmestertitlen kan åbne døre, som andre ikke kan, og det gør jeg for at leve op til folks tillid.
- Desuden synes jeg også, at jeg har taget svære sager som for eksempel flygtningesagen, siger Joy Mogensen.
Skævrider magt
Bent Jørgensen er enig i, at en borgmester skal tage sig af enkelte sager
- Men i øjeblikket skævrider borgmesteren sagerne. Det er mere reglen end undtagelsen, at sagerne ender med at gå uden om udvalgene.
- Fakta er, at inden sagerne, når til fagudvalget har borgmesteren samme med presseafdelingen udvalgt, hvilke sager hun tager. Store som små sager.
- Borgmesteren tager selv de gode sager, mens hun overlader de dårlige til os andre, siger venstremanden og fortsætter:
- Som øverste leder skal hun sørge for, at vi har et godt politisk miljø at arbejde i, men det gør hun bestemt ikke på denne måde, siger Bent Jørgensen.
Til det siger Joy Mogensen, at venstremanden selv kan gå til kommunikationsafdelingen og fortælle, hvad han gerne vil have sendt ud.
- Han har selv et ansvar, og han kan også ringe til mig.
Men det er Bent Jørgensen ikke enig.
- Jeg kan ikke tage sagerne, hvis borgmesteren først har sat sig på dem. Hun bestemmer som øverste chef over presseafdelingen, så det passer ikke hvad hun siger. Sagen er at over den seneste tid har kommunens kommunikationsafdeling udviklet sig til i højere grad at blive borgmesterens personlige spinmaskine. Det tjener ikke demokratiet.
Flest S-sager
Bent Jørgensen har talt de fleste større pressemeddelser sammen for i år, der ligger på kommunens hjemmeside, og som er sendt til forskellige medier.
Det viser sig, at borgmesteren enten står øverst eller alene på 11 sager ud af 27.
Socialdemokrat og udvalgsformand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen står alene på tre pressemeddelser.
Det samme gør socialdemokrat og udvalgsformand for Sundheds- og Omsorgsudvalget Morten Gjerskov.
Socialdemokrat og formand for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen år til gengæld solo på otte sager.
Joy Mogensen forklarer, at Socialdemokratiet helt naturligt står som politisk kontaktperson på mange meddelser, da partiet har mange medlemmer i Byrådet.
Bent Jørgensen står også i spidsen for et udvalg, men har kun en enkelt sag solo og er skrevet nederst på to.
Enhedslistens Jonas Paludan står alene på en enkelt sag.
De to øvrige udvalgsformænd Lars Lindskov (K) og Birgit Pedersen (SF) står ikke alene på nogen sager, men er hver henvist som nummer to.
ag@roskildeavis.dk